Brasilien vil have Guardiola som landstræner
FCBARCELONA.DK - 02.05.2012

Guardiola154
Alt tyder på at Guardiola tager mindst et års pause fra fodboldverden efter denne sæson, men i Brasilien har der rejst sig en ren folkestemning. Brasilianerne drømmer om at Barca-træneren skal lede landsholdet ved VM i 2014.

Guardiola har endnu ikke meldt konkret ud hvad han skal lave efter denne sæson. Det tyder mest på et års tænkepause og genopladning af batterierne, men måske kan et interessant tilbud alligevel få ham på andre tanker.

Sådan et tilbud kunne komme fra Brasilien, der arrangerer VM til 2014. De brasilianske tilhængerne er frustreret efter landsholdets seneste skuffelser ved VM i 2010 og ved Copa América i 2011, hvor holdet blev sendt ud allerede i kvartfinalen. Brasilianerne ønsker et træner der kan skabe succes på hjemmebane og derfor rettes blikket nu mod Guardiola.

Landets største sportsavis skrev med store bogstaver på deres forside forleden "Åbn øjnene CBF!" til det brasilianske fodboldforbund. Det viser meget godt den stemning der er i landet, hvor flere facebook grupper er oprettet alene med det formål at opfordre CBF til at ansætte Guardiola som landstræner.

Umiddelbart ville de fleste sætte Guardiola i forbindelse med de største europæiske klubber og han kommer heller ikke til at mangle tilbud, hvis han ønsker at gå den vej. Det vil dog være svært for ham at bevare troværdigheden, hvis det allerede skulle ske til sommer, efter at han her i maj måned føler sig udmattet og uden gnist. Derfor tror ingen at han overvejer et trænerjob den kommende sæson.

Her kunne en henvendelse fra brasilianske CBF måske alligevel være en mulighed, for dels er der tale om et mindre krævende job end det daglige slid og pres i en klub, dels er der tale om et af verdens bedste landshold. Guardiola kunne sikkert godt tænke sig at vinde et VM og chancerne må anses for gode med Brasilien på hjemmebane.

Lige nu er det kun en folkestemning der forbinder Guaridola med det brasilianske landshold, men det kan ikke udelukkes, at CBF måske gør noget konkret ved sagen. Det kan kun tiden vise.
 
dkcat2
Chart.dk