| Nu gælder det Chelsea |
| FCBARCELONA.DK - 16.04.2012 |
![]() Skal Barca i Champions League finalen for andet år i træk? Det bliver afgjort indenfor en uge, når de over to semifinaler skal op imod Chelsea. Første skridt skal tages onsdag aften på Stanford Bridge. Intet hold har vundet Champions League to år i træk siden turneringen i 1993 fik den form man kender i dag. Barca har altså historien mod sig, men hvis der er noget der kendetegner Guardiolas mandskab, så er det at de hele tiden sætter nye rekorder og skriver historie. Der er ingen tvivl om, at alle i FC Barcelona drømmer om at blive den første klub med to trofæer i træk i den største af alle klubturneringer. Vejen til finalen går forbi Chelsea og her fremstår Barca som klar favorit hos de fleste. Det engelske hold har ikke vist samme niveau i denne sæson som i de foregående og resultaterne i Premier League har været svingende. Derfor tror bookmakerne ikke på engelsk deltagelse i finalen. I Barca tager man dog intet for givet. Den spanske liga glemmes for en stund og blikket rettes mod Chelsea. Det farligste er hvis man undervurderer englænderne og derfor tager Guardiola forberedelserne meget seriøst. Det er årsagen til, at han allerede mandag rejser til London med truppen. Det er en dag tidligere end normalt i Champions League. Det bliver alt eller intet for Barca over de to kampe og i første omgang gælder det om at komme fra London med et resultat der giver et godt udgangspunkt til returkampen på tirsdag om en uge. Kampen på onsdag er den vigtigste for holdet indtil nu i denne sæson, hvor man er midt i den altafgørende fase. |




