Abidal underskriver kontrakt
FCBARCELONA.DK - 03.02.2012

Abidal53
For et par uger siden kunne Barca melde ud, at man endelig var blevet enig med Eric Abidal om en forlængelse af franskmandens kontrakt, men først i dag blev papirerne skrevet under på præsident Sandro Rosells kontor.

Det har taget næsten et år at få det hele på plads mellem Barca og Abidal. Man var allerede nået langt i forhandlingerne, da Abidal i marts måned sidste år fik konstateret en svulst i leveren. Han blev opereret og alle forhandlinger blev stillet i bero på hans egen anmodning, indtil han følte sig stærk nok til at spille fodbold igen.

Allerede i maj måned vendte han næsten mirakuløst tilbage til holdet, men det var tydeligt at han havde forandret sig. Han tænkte mere over livet efter den alvorlige sygdom og det indgik i hans overvejelser at vende hjem til Frankrig. Forhandlingerne med Barca var egentlig afsluttet og der lå en kontrakt klar til underskrift, men først i januar måned besluttede han sig for, at acceptere tilbuddet om at blive i Barca.

I dag mødte han så op på Sandro Rosells kontor for at underskrive den nye kontrakt, der i første omgang løber til juni 2013, men der er mulighed for at forlænge den et år af gangen frem til juni 2015. Dermed står både Abidal og klubben frit til at ophæve samarbejdet fra 2013, hvis de måtte ønske dette.

Efter mødet med Rosell, var det en glad Eric Abidal der udtalte sig til Barca TV. "Jeg har altid sagt, at jeg gerne ville blive og nyde fodbolden her. Her spiller man det bedste fodbold i verden. FC Barcelona er som min anden familien. Jeg ser næsten folk i klubben mere end min egen familie derhjemme" sagde han med et stort smil, inden han poserede for fotograferne med det store Barca-flag ved kontorerne under hovedtribunen på Camp Nou.
 
sablogo
Dedikeret server hosting by ABAKOMP Chart.dk