| L'Hospitalet - FC Barcelona 0 - 1 |
| FCBARCELONA.DK - 10.11.2011 |
![]() FC Barcelona: Pinto, Dos Santos, Puyol, Fontàs, Maxwell, Keita, Xavi, Iniesta (Busquets 63'), Fàbregas (Rafinha 75'), Villa, Tello Mål: 0-1 Iniesta (43') Helt som ventet var det et reservespækket hold som Guardiola sendte på banen til pokalopgøret mod L'Hospitalet. Lidt uventet var det dog, at Iniesta, Xavi og Fàbregas alle var med fra start. Barca spillede en 4-3-3 opstilling, hvor Jonathan dos Santos fik pladsen som højre back. En position han har spillet før. Noget overraskende var det et halvtomt stadion i L'Hospitalet der tog imod spillerne. Det skyldtes muligvis det sene kamptidspunkt samt den kendsgerning, at opgøret blev vist direkte på catalansk tv. Hjemmeholdet forsøgte at spille med i kampens indledning og der lykkedes fint for dem. Spillet var derfor pænt åbent det første kvarters tid, hvor det dog var Barca der havde bolden klart mest. Det var tydeligt at den noget uvante opstilling påvirkede sammenspillet og spillerne skulle lige finde hinanden. Samtidig skulle de også vænne sig til det kunstige græs på banen. Der skulle gå otte minutter før kampens første seriøse afslutning kom, da Villa satte målmanden på en prøve. L'Hospitalet forsøgte at slå kontra et par gange, men det varede ikke længe før Barca satte sig tungt på spillet, der det meste af tiden foregik foran hjemmeholdets felt. Her forsvarede L'Hospitalet sig med 9 mand. I det 18. minut var det Keita der forsøgte sig, men han måtte se målmanden præstere en flot redning. Barca sad efterhånden på det hele og L'Hospitalet var kun få gange i nærheden af Barca's mål, hvor Pinto og forsvaret afviste det der kom. Barca kom tættere og tættere på målet og selvom de tydeligvis havde svært ved at finde en sprække i forsvaret, virkede det kun som et spørgsmål om tid, før der ville komme hul på bylden. Indenfor få minutter efter en halv times spil, kom første Fàbregas og dernæst Keita frem til afslutninger, der dog ikke for alvor var farlige. Lige efter var det Villa der havde et skud der blev reddet. Barca havde fuldstændig styr på begivenhederne og i det 40. minut kom belønningen endelig for det klare overtag. Det var Iniesta der fra kanten af feltet sendte et knaldhårdt skud op i krydset til en 0-1 føring. Et rent klassemål af midtbanespilleren. Bare to minutter senere brændte det på igen, da et indlæg blev afsluttet af Puyol med et hovedstød på stolpen. Kort efter fløjtede dommeren af efter 45 minutter hvor Barca ikke havde haft de store problemer. Billedet var det samme fra 2. halvlegs start og det varede ikke længe før det kom til afslutninger, hvor især Villa var tæt på med en afslutning tæt foran mål. L'Hospitalet havde meget svært ved at holde på bolden når de fik fat på den og derfor var det ikke meget Barca's forsvar havde at lave. Trods den totale kontrol, var det sparsomt hvad Barca fik skabt af muligheder og Guardiola var tydeligvis ikke tilfreds ude på sidelinjen. Efter en times spil foretog Barca's træner sin første udskiftning, da Busquets blev sendt på banen i stedet for kampens målscorer Iniesta, der blev klappet af banen. I det 65. minut lykkedes det få lidt fart i kombinationsspillet og det bragte Fàbregas frem til en stor chance lige foran mål, men bolden gik en meters penge forbi mål. Barca fortsatte ufortrødent i deres søgen efter mål, men spillet fungerede ikke som de gerne ville have det. Det var ikke forbi tempoet manglede eller kombinationerne svigtede, men mere at de sidste pasninger ikke lykkedes. Alt foregik på gæsternes præmisser og selvom L'Hospitalet forsøgte at slå kontra et par gange, blev bolden hurtigt pillet fra dem. Et kvarter før tid var det Fàbregas der forlod banen til fordel for Rafinha, der som bekendt er lillebror til Thiago. I samme minut tog Villa et direkte frispark som målmanden med stort besvær fik afværget. 10 minutter før tid fik hjemmeholdet endelig sat et ordentligt kontraangreb ind og her var det meget tæt på en udligning, da Pinto måtte ud i fuld længde for at redde skuddet fra Aday. Kampen sidste afslutning kom fra Villa i det 87. minut, hvor målmanden måtte helt ud til stolpen for at sende det ellers gode skud til hjørne. Barca fik således en helt fortjent 0-1 sejr uden at imponere, men det giver et godt udgangspunkt til returkampen på Camp Nou den 21. december |





