| FC Barcelona - Viktoria Plzen 2 - 0 |
| FCBARCELONA.DK - 19.10.2011 |
![]() FC Barcelona: Valdés, Alves, Mascherano, Abidal, Adriano, Busquets, Xavi, Iniesta (Keita 82'), Pedro, Villa (Cuenca 88'), Messi Mål: 1-0 Iniesta (10'), 2-0 Villa (82') Guardiola kunne have valgt at spare nogle af stamspillerne til opgøret mod Plzen, der under normale omstændigheder aldrig ville kunne true en sikker catalansk sejr. Barca's træner tog dog alligevel opgaven særdeles alvorligt og stillede med noget der kunne ligne absolut stærkeste formation. Eneste lille overraskelse var, at Puyol startede på bænken. Barca lagde aggressivt ud med at skabe to åbne muligheder indenfor de tre første minutter. Først var det Pedro var tæt på og lige kom Alves totalt fri i feltet, men hans skud blev pareret af målmanden. Plzen kom sig over chokket og fik lidt bedre styr på defensiven, men det varede ikke længe før de igen var på hælene. I det 10. minut viste Iniesta glimrende sammenspil med Messi så spanieren kom fri i feltet. Her vippede han frækt bolden forbi en modstander, for derefter at sende den i nettet til 1-0. Barca havde bolden stort set hele tiden og i minutterne efter scoringen blev den spillet rundt så de tjekkiske gæster blev helt rundtosset. Der var konstant fare på færre, men de helt oplagte muligheder blev det ikke til. Midt i halvlegen kunne dommeren uden problemer have dømt et straffe til Messi, da han tydeligt blev revet i trøjen, men i stedet valgte dommeren at fløjte for offside, hvilket der absolut ikke var. Som tiden gik blev spillerne fra Plzen mere modige og de vovede sig lidt længere frem på banen, uden at det dog lykkedes for dem at sætte Victor Valdés på prøver. Barca's spil var gået ned i tempo og selvom de ikke hele tiden blev mødt af en massiv forsvarsmur, kneb det med at kombinere sig frem til muligheder. Det var som om, at de sidste afgørende pasninger ikke ville lykkes. Tempoet kom dog tilbage i halvlegens sidste 10 minutter og spillet begyndte igen at flyde for Barca. I det 36. minut fik Pedro en noget tilfældig chance hvor bolden strøg tæt over mål og kort efter fik han en ny mulighed, da hans skud blev blokeret til hjørne. Et par minutter før pausefløjtet viste Messi sin klasse med et par fantastiske driblinger i feltet, men afslutningen endte i sidenettet. Endnu tættere var han på en scoring i halvlegens sidste minut, da han sendte et direkte frispark på opstanderen. Barca's spillere måtte således gå til pausen med en 1-0 føring der retfærdigvis burde have været et par mål større, efter 45 minutter hvor de havde haft fuldstændig styr på begivenhederne. Barca fortsatte i samme spor efter pausen, med total dominans og overvægt i spillet. Bolden blev kørt godt rundt foran det tjekkiske felt i søgen efter en mulighed i dybden. I det 53. minut var en meget veloplagt Leo Messi på spil, da han tog sig en slalomtur gennem feltet og snød 4-5 modstandere på vejen, men afslutningen sad lige på målmanden. Få minutter efter var den lille argentiner på spil igen, da han på utroligste vis trak fri tæt på baglinjen, hvorefter han vippede bolden på stolpen. Her var marginalerne absolut ikke på Messis side og den flotte aktion havde fortjent bedre skæbne. Efter lidt mere end en times spil, gik Valdés og Alves totalt galt af hinanden på et helt ufarligt indlæg i feltet. Bolden var tæt på at ryge hen til en tjekke, men Valdés fik hurtigt fat på den igen. Det skulle vise sig at blive Plzens største mulighed i hele kampen og der gik et gys gennem Camp Nou i situationen, for en udligning ville have særdeles uretfærdig. Barca fortsatte ufortrødent deres spil foran gæsternes felt, men det var som om de ville spille bolden helt ind til målstregen før der skulle afsluttes og det betød, at meget løb ud i sandet. Det fik man et eksempel på i det 67. minut, da Messi burde have afsluttet i stedet for at forsøge at drible forbi målmanden, der fik pillet bolden fra argentineren. Bagud med 1-0 håbede Plzen på en enkeltstående kontramulighed eller en dødbold der kunne give dem et uventet point på Camp Nou. Derfor satsede de mere offensivt i slutfasen og det gav Barca mere plads. I det 82. minut var tjekkerne lige akkurat på vej frem, da Villa energisk fik fat på bolden. Han spillede Messi fri i dybden, men argentineren blev tacklet så bolden røg tilbage til Villa, der sikkert sendte den i nettet til 2-0. Dermed var kampen lukket og Guardiola benyttede straks lejligheden til at tage Iniesta ud til fordel for Keita. Barca fortsatte det fremadrettede spil og i det 87. minut burde det været blevet 3-0, da Villa stod og snorksov efter en frispilning fra Pedro, men det endte helt uden en afslutning. Kort efter måtte Messi erkende, at han trods flere ihærdige forsøg måtte gå fra banen uden at have scoret, da hans sidste afslutning endte over mål. Kort inden dommeren fløjtede af, kom Isaac Cuenca på banen til sin Champions League debut. Mere skete der ikke i en kamp som Barca havde domineret totalt, men hvor sejren også burde være blevet meget større. |





