| FC Barcelona - Mallorca 4 - 2 |
| FCBARCELONA.DK - 07.11.2009 |
![]() FC Barcelona: Valdés, Puyol, Piqué, Chygrynskiy, Abidal, Touré, Busquets (Xavi 59'), Keita, Pedro (Messi 49'), Henry (Iniesta 82'), Ibrahimovic Mål: 1-0 Pedro (11') - VIDEO, 1-1 Webó (19'), 2-1 Pedro (39') - VIDEO, 3-1 Henry(43') - VIDEO, 4-1 Messi, str. (87') - VIDEO, 4-2 A. Keita (90') Guardiola overraskede alle da han kom med en startopstilling uden nøglespillere som Alves, Iniesta, Xavi og Messi. De startede alle på bænken og derfor var det en helt ny startformation som Barca stillede op i. Hjemmeholdet lagde ud i et lavt tempo mod et Mallorca-hold der helt frivilligt stillede sig tilbage på egen banehalvdel for at forsvare sig. Det var tydeligt på Barca's spil at man lige skulle vænne sig til, at de sædvanlige små teknikere på midtbanen ikke var med. De hurtige kombinationer manglede og i stedet forsøgte de at spille op til Ibrahimovic for at skabe noget. Det lykkedes til perfektion i det 11. minut, da svenskeren modtog en bold på kanten af feltet. Han lavede en genial finte og en hælaflevering der bragte Pedro helt fri og han svigtede ikke. Bolden blev placeret tæt op af den ene stolpe og så var Barca foran 1-0. Bare to minutter efter var det tæt på endnu en scoring til hjemmeholdet, da Henry sendte et godt af sted. Målmanden kunne ikke holde bolden, men han nåede lige akkurat at få fat på den igen inden Pedro kunne afslutte. Barca havde godt styr på begivenhederne, men i det 19. minut svigtede forsvaret totalt da Webó kom helt alene igennem, men en ren pragtredning af Valdés gjorde at Mallorca måtte nøjes med et hjørnespark. Det udnyttede de dog til en udligning, da opdækningen igen svigtede i feltet så Nunes udækket kunne heade bolden ind bag en chanceløs Valdés. Udligningen ændrede ikke på kampens karakter og det var stadig Barca der sad på det hele, men som så ofte før mod defensivt indstillede hold, havde de svært ved at skabe noget fremad banen. Mallorcas spillere kæmpede godt i forsvaret og på midten og det betød, at Barca ikke fik skabt de store muligheder. Man skulle hen til halvlegens afslutning før det endelig lykkedes for hjemmeholdet at komme igennem gæsternes solide defensiv. Et godt angreb blev afsluttet med et rent skydetelt mod en sprællende målmand i gæsternes mål. Afslutninger af Henry, Pedro og Busquets blev alle pareret inden Pedro igen fik foden på bolden og gjorde det til 2-1. Målet rystede Mallorcas spillere og de virkede pludselig noget usikre i den bagerste kæde. Det udnyttede Barca to minutter før pausefløjtet, da Pedro lagde et frispark ind i feltet hvor Busquets headede ind til Henry, der med hovedet gjorde det til 3-1. Det var franskmandens første scoring denne sæson og det gav Barca en perfekt afslutning på 1. halvleg. Der var kun spillet fem minutter af 2. halvleg da Guardiola valgte at spare Pedro for yderligere anstrengelser med henblik på pokalkampen på tirsdag og Barca-angriberen modtog stående klapsalver da han forlod banen til fordel for Messi. Spillet foregik i et lavt tempo uden de store begivenheder, men det var fortsat hjemmeholdet der havde bolden stort set hele tiden. Der skulle dog gå næsten et kvarter inden de kom til den første afslutning efter pausen, da Touré sendte et langskud af sted som ikke gav Mallorcas målmand problemer. Kort efter kom Xavi på banen i stedet for Busquets, men hverken hans eller Messis tilstedeværelse på banen ændrede meget på spillet. Mallorca kom langsomt længere frem på banen og forsøgte at lægge et højt pres på Barca's spillere i opspillet og det havde de stort held med. Catalanerne kunne pludselig slet ikke få spillet til at hænge sammen. Der blev mistet mange bolde og selv de mest elementære afleveringer lykkedes ikke. Messi forsøgte sig et par gange med hans velkendte dribleture ind i banen fra venstre side, men intet lykkedes for ham og det er tydeligt at argentineren ikke er i sin bedste form lige nu. Xavi forsøgte også få sat gang i spillet, men heller ikke han var særlig heldig med sine aktioner. Med små 10 minutter tilbage kom Iniesta på banen i stedet for Henry og det var som om at det satte mere gang i hjemmeholdet. Man kunne se på deres spil at de gerne ville afslutte kampen med endnu en scoring og i det 83. minut kom Ibrahimovic frem til en afslutning som dog endte i sidenettet. Et par minutter senere brændte det på igen for Mallorcas mål, da Messi og Ibrahimovic kombinerede sig flot gennem til en målchance, men uden scoring til følge. Minuttet efter var svenskeren på spil igen og denne gang blev han klart nedlagt i feltet. Dommeren pegede på pletten og den mulighed udnyttede Messi sikkert til at gøre det til 4-1. Dermed var kampen reelt afgjort og det fik hjemmeholdets spillere til at slappe lige lovlig meget af. Det udnyttede Mallorca til at få et par gode afslutninger i de sidste minutter hvor Valdés dog greb godt ind, men han kunne intet gøre i tillægstiden, da Chygrynskiy snorksov og gav Mallorca's Keita mulighed for at reducere til 4-2. Kort efter fløjtede dommeren af efter 90 minutter hvor Barca ikke havde imponeret, men hvor de fik den forventede sejr og de tre point. |






