| Levante - FC Barcelona 1 - 1 |
| FCBARCELONA.DK - 11.05.2011 |
![]() FC Barcelona: Valdés, Alves, Piqué, Mascherano, Abidal (Fontás 62'), Busquets, Xavi, Keita, Afellay, Messi, Villa (Pedro 85') Mål: 1-0 Keita (28') - VIDEO, 1-1 Caicedo (40') Onsdag aften var det spanske mesterskab i spil, da Barca var på besøg hos ligaens 13. plads Levante. Bare et enkelt point var nok for at kunne løfte mesterskabspokalen og dermed var der store forhåbninger inden kampen hos de catalanske fans. Guardiola valgte dog alligevel at ændre en smule på holdet, da Keita erstattede Iniesta på midten, mens Afellay startede inde i stedet for Pedro. I forsvaret startede Abidal inde på venstre back. Straks fra start blev de to holds taktikker tydelige. Barca tog fat i bolden, mens Levante trak sig tilbage og ventede på et kontraangreb. Den dårlige bane skabte dog hurtigt problemer for catalanernes spil, som havde svært ved at få spillet til at flyde. Og faktisk var det Levante som efter 10 minutter var tæt på i et angreb, men hjemmeholdets Iborro fik ikke ramt bolden rigtigt. Kort efter forsøgte Xavi sig med en magisk aflevering, men Afellay nåede lige akkurat ikke frem til bolden. Og bare få minutter senere var David Villa tæt på at nå frem til et indlæg fra Abidal. Ellers bød de første 20 minutter ikke på de store og Barca havde generelt svært ved at kombinere sig gennem Levante-forsvaret. Kun Messi så ud til at have opskriften og skabte flere gange god plads på den offensive midtbane. Efter 25 minutter fik han tilkæmpet sig et frispark, som Xavi sendte ind i feltet. Her nåede ingen dog frem, før bolden strøg forbi den ene stolpe. De medrejsende Barca-fans kunne dog glæde sig efter 28 minutters spil, da Xavi endnu engang leverede en sukkerbold ind til en fremstormende Keita, som på fantastisk vis headede bolden mod nærmeste krog, hvorefter den strøg i mål. 0-1 til Barca og flot mål af midtbanespilleren. Dermed skulle Levante score to gange, for at forhindre catalanerne i at vinde mesterskabet. Efter 38 minutter var David Villa tæt på, da han efter en dribletur fra Messi hamrede til bolden, som dog gik forbi den fjerneste stolpe. Og selvom Barca sad på kampen, gav Levante ikke op. Og sammen med lidt for meget hjælp fra det catalanske forsvar, skulle de pludselig melde sig ind i kampen igen. Efter en lang aflevering fra hjemmholdet så Piqué ud til at have styr på situationen, men gigantisk klumpspil fra både ham og Valdés serverede bolden for Caicedo, der kunne sende den i et tomt mål. Kæmpe fejl af Piqué. Udligningen gav Levante blod på tanden og de begyndte gennem de sidste minutter et angreb på et noget tyndt Barca-hold. Kort før tid var Caicedo meget tæt på, men han misbrugte en kæmpe chance i feltet. Herefter fløjtede dommeren til pause ved stillingen 1-1. I pausen havde Barca-spillerne tydeligvis fået en mindre opsang, for der var mere intensitet over catalanerne i starten af anden halvleg. Efter 48 minutter var Messi tæt på at nå et indlæg fra Alves og kort efter var Messi tæt på at bryde igennem. Hefter var det Afellay der forsøgte sig med et flot langskud, men hans afslutning røg lige forbi mål. Med en halv time igen kom en af kampens helt store aktioner, da Messi på få kvardratmeter driblede 4-5 spillere fra Levante og herefter afsluttede alene mod hjemmeholdets målmand. Hans skud ramte dog indersiden af stolpen, hvor efter Messi tog sig til hovedet. Fantastisk spil af Messi. Kort efter blev Abidal skiftet ud til stående ovationer fra hele stadion og ind kom i stedet den unge Fontás. Med 20 minutter igen fik Afellay tilkæmpet sig et frispark på højre kant. Det tog Messi sig af, men han hamrede bolden lige over mål. Den lille argentiner var kort tid efter tættere på, da han endnu engang driblede det halve Levante-forsvar, men bolden røg til slut lige forbi stolpen. God kamp af Lionel Messi, som mere eller mindre var Barca's eneste trussel i angrebet. Kampen mistede yderligere tempo gennem det sidste kvarter af kampen, hvor Barca roligt spillede bolden rundt. Begge hold virkede tilfredse med det uafgjorte resultat og der var langt mellem selv de mindste chancer. Med 10 minutter igen blev Pedro sendt på banen i stedet for Villa. Det ændrede dog ikke det store og Barca-spillerne fortsatte pasningerne indtil dommeren efter et minuts overtid fløjtede kampen af. Dermed kunne Guardiola og co. række hænderne i vejret og fejre det spanske mesterskab.
|





