FC Barcelona - Atlético de Madrid 5 - 2
FCBARCELONA.DK - 19.09.2009
Alves29

FC Barcelona: Valdés, Alves, Piqué (Márquez 75'), Chygrynskiy, Maxwell, Busquets, Keita,
Xavi (Iniesta 64'), Henry, Messi, Ibrahimovic

Mål: 1-0 Ibrahimovic (02') - VIDEO, 2-0 Messi (16') - VIDEO, 3-0 Alves (30') - VIDEO,
4-0 Keita (41') - VIDEO, 4-1 Kun Aguero (45'), 4-2 Forlan (84'), 5-2 Messi (90') - VIDEO

Guardiola valgte at lade stamspillere som Puyol, Touré, Iniesta og Abidal starte på bænken i hans velkendte rotationssystem, hvor alle spillerne på skift sidder over. Det gav plads til Chygrynskiy og Maxwell i forsvaret samt til Busquets på den defensive midtbane.

Barca fik en fantastisk start på kampen da Henry allerede efter 1 minuts spil sendte et brag af et langskud på undersiden af overliggeren, men bolden sprang ud og blev ekspederet væk. Der gik dog kun et halvt minut inden det igen brændte på og denne gang var udbyttet bedre. Busquets modtog bolden på midten og sendte en dyb aflevering frem til Ibrahimovic. I kamp med to modstandere fik svenskeren smart vippet bolden forbi målmanden og så var Barca foran 1-0. Det var tredje ligakamp i træk at Ibrahimovic scorede for sin nye klub. Atlético var rystet og det udnyttede Barca til at fortsætte deres offensiv. Det blev til store muligheder i det 6. og 9. minut til henholdsvis Xavi og Ibrahimovic, men i begge tilfælde fik målmanden afværget med noget besvær. Der var kun ét hold på banen på dette tidspunkt og man sad hele tiden med fornemmelsen af, at der snart ville komme flere mål. Messi havde et godt forsøg i det 12. minut som målmanden reddede, men få minutter efter kom den lille argentiner for alvor i centrum. Xavi lagde en god aflevering ind i feltet som Messi fik med sig med brystet. Han ventede køligt til målmanden lå ned og sendte derefter bolden i nettet til 2-0. Et rent klassemål af den lille argentiner. Man skulle hen til midten af halvlegen før gæsterne havde deres første afslutning, da Maxi sendte et skud af sted som Valdés tog sig uden at få sved på panden.

Mens Barca's offesiv havde fungeret upåklageligt, virkede forsvaret noget usikkert i flere situationer. Især Maxwell virkede nervøs og også Chygrynskiy lavede et par fejl. Det skabte lidt usikkerhed i Barca's spil i en periode og det var Maxi tæt på at udnytte i det 27. minut, da Chygrynskiy mistede bolden, men Valdés greb godt ind. Mens det så ud som om Atlético var ved at arbejde sig tilbage i kampen, fik Barca frispark et godt stykke udenfor feltet. Alves gik til bolden og sendte et drøn af et frispark af sted, der via indersiden af stolpen gik i nettet til 3-0. Målet gav mere ro over Barca's spil og de satte sig igen fuldstændig på begivenhederne. Spillet fungerede godt opad banen og i det 41 minut fik de yderligere udbytte af anstrengelserne. Ibrahimovic fandt Messi i feltet og den lille argentiner drejede rundt om sig selv og snød et par mand, inden han sendte bolden ind foran mål til Keita, der næsten ikke kunne undgå at sende den i nettet til 4-0. Ydmygelsen af Atlético var total og i halvlegens næstsidste minut burde det været blevet endnu værre, da dommeren undlod at dømme et klart straffe til Barca, da Ibrahimovic blev væltet omklud i feltet. I stedet fik halvlegen en kedelig afslutning for hjemmeholdet, da Busquets hovedløst headede bolden tilbage til en helt fri Kun Aguero og han takkede for den store mulighed ved at sende bolden sikkert i nettet til en 4-1 reducering. Det var stillingen ved pausen efter 45 fantastiske minutter af Barca trods den lidt dumme afslutning.

Barca lade ud i et noget lavere tempo efter pausen, men fastholdt fortsat kontrollen med kampen. Atlético kom lidt længere frem på banen samtidig med, at hjemmeholdets spil var mindre målsøgende end man havde set de første 45 minutter. I det 55. minut blev Messi dog spillet fri af Xavi, men da argentineren ville trække forbi den fremstormende målmand, fik han ikke bolden med sig og chancen løb ud i sandet. Få minutter efter gav Messi endnu en prøve på sine snævre driblinger, da han alene mand mod fire modstandere var tæt på at komme fri i feltet, men han blev spærret vejen og endnu en gang følte tilskuerne sig snydt for et straffespark. Kort efter valgte Guardiola at spare Xavi for yderligere anstrengelser og Iniesta blev sendt på banen i stedet. Foran 4-1 burde Barca have styr på kampen, men det var tydeligt at forsvarsspillet ikke fungerede optimalt. Der blev spillet noget usikkert og Guardiola har sikkert fået noget at tænke over i den forbindelse. Midt i halvlegen var Forlan tæt på at udnytte det tøvende spil i Barca's bagerste kæde, da han sendte et skud tæt over mål.

Barca havde fortsat bolden mest og det var tydeligt at de havde fået besked på at spare en del på kræfterne. Der var længere mellem de målrettede angreb og i stedet blev bolden spillet sikkert rundt i egne rækker. Et kvarter før tid kom Márquez på banen for første gang denne sæson efter hans lange skadespause, da han afløste Piqué i forsvaret. Der blev noget stille på Camp Nou i kampens 84. minut, da et dårligt udspark fra Valdés gav Forlan en gratis chance og det udnyttede han til at reducere til
4-2. Pludselig frygtede tilskuerne at der kunne opstå spænding om kampens resultat og i det 89. minut forsøgte Atléticos Jurado sig med et godt langskud som Valdés dog tog sig sikkert af. Tilskuerne fik lidt mere at glæde sig over inden dommeren fløjtede af, da godt sammenspil mellem Iniesta og Alves gav Messi en åben chance i overtiden og det udnyttede han til at score sit andet mål i kampen, så Barca kunne gå til omklædningsrummet med en sikker 5-2 efter en overbevisende indsats.

 
sablogo
Dedikeret server hosting by ABAKOMP Chart.dk