Getafe - FC Barcelona 0 - 2
FCBARCELONA.DK - 12.09.2009
Alegria153

FC Barcelona: Valdés, Puyol (Alves 67'), Piqué, Chygrynskiy, Abidal, Touré, Xavi, Keita, Pedro
(Iniesta 57'), Ibrahimovic, Jeffren (Messi 57')

Mål: 0-1 Ibrahimovic (66') - VIDEO, 0-2 Messi (79') - VIDEO

Startopstillingen mod Getafe bar tydeligt præg af at Guardiola ønskede at spare en række af de spillere der netop har været i landskamp. Alves og Messi var først vendt tilbage til den catalanske hovedstad fredag morgen og de startede begge på bænken. Det betød at Puyol  blev rykket ud som højre back, hvilket gav plads til Chygrynskiy i det centrale forsvar. Dermed fik ukraineren sin debut for Barca. Iniesta er klar efter sin skade, men som ventet startede han ude. Ud over Messi valgte Barca's træner også at lade Henry starte ude og det gav plads i front til  Pedro og Jeffren sammen med Ibrahimovic. Samlet set var der tale om startopstilling med flere overraskelser.

Allerede i kampens første minut kom Getafe til en god mulighed, da Valdés ikke fik fat på en bold i feltet, men Barca's målmand kom hurtigt igen og sikrede sig bolden inden den gik i mål. Det var tydeligvis tale om et hjemmehold med selvtillid, mens Barca havde svært ved at få gang i deres spil. Jeffren havde dog et par par gode aktioner indenfor de første 10 minutter, uden at det dog blev helt farligt. I det 10. minut var det dog tæt på en føring til Barca, da Celestini rettede et indlæg af fra Pedro så bolden strøg tæt forbi mål. Endnu tættere på var det er par minutter efter da Getafes Albin fra kanten af feltet sendte et overraskende skud af sted, men han måtte se bolden prelle af på undersiden af overliggeren og ryge ned på selve målstregen, inden den blev sparket væk. Det var hjemmeholdet der havde mest styr på spillet, mens Barca smed mange bolde væk. Det var tydeligt at spillere som Chygrinskiy og Ibrahimivic havde nogle problemer med at finde ind i Barca's spillestil i starten. Derfor var det Getafe der kom frem til mest og det blev til et par afslutninger som Valdés dog tog sig sikkert af.

Det var meget tæt på en scoring til Getafe i det 28. minut, da Soldado sendte et skud på stolpen, hvorefter Valdés fik bolden sendt væk, så Barca kunne takke de højere magter for, at de ikke var bagud på dette tidspunkt af kampen. Der skulle gå en halv time før Barca havde deres første alvorlige afslutning, da Keita sendte et langskud af sted der gik få centimeter forbi mål. Catalanerne kom efterhånden bedre med og de fik et klart overtag i spillet. Det var dog sparsomt hvad der blev skabt af målchancer. I det 40. minut forsøgte Xavi sig dog med et godt langskud som målmanden tog sig af med visse problemer. Tre minutter efter burde Barca været kommet foran, da Ibrahimovic viste høj teknisk klasse med en tæmning i feltet der bragte ham helt fri, men afslutningen var ikke god. Den mulighed burde svenskeren have fået mere ud af. Barca kunne således gå til pause med 0-0 og det kunne de ikke tillade sig at være utilfredse med efter Getafes to skud på træværket.

Barca kom bedst fra start efter pausen og fik presset spillet ned foran hjemmeholdets mål, mens Getafe satsede mere på kontra. Trods overtaget lykkedes det ikke for Barca's spillere at skabe noget der for alvor var farligt, mens Getafe have et par gode forsøg på deres få angreb, men Valdés var sikker i målet. Efter en lille times spil tog Guardiola konsekvensen af det ineffektive angrebsspil, da han sendte Iniesta og Messi på banen i stedet for Jeffren og Pedro, der ikke rigtig havde leveret varen denne aften. Udskiftningerne satte straks mere fart i Barca's spil og det blev til gode afslutninger fra Xavi og Messi i de efterfølgende minutter, inden Abidal i det 66. minut modtog en bold fra Messi. Den blev sendt ind foran mål hvor Ibrahimovic var klar med en lang tå. Bolden tog indersiden af stolpen og gik i mål til en 0-1 føring til Barca.

Minuttet efter måtte Puyol udgå med smerter i ryggen og Alves kom på banen i stedet. Nu havde Barca kampen lige hvor de ville have den, men et boldtab af Touré midt i halvlegen gav hjemmeholdet en god skudchance, men endnu en gang viste Valdés sig klar når det var nødvendigt. Der var flere gange optræk til noget farligt foran Getafes mål og i det 79. minut viste Barca den høje klasse man også så fra dem i sidste sæson. Alves sendte en lang bold ind i feltet til Ibrahimovic, der hurtigt sendte den ind til Messi, der kontant med hovedet gjorde det til 0-2. Der var tale om et mål i ren verdensklasse. Få minutter efter var svenskeren tæt på med en god afslutning, men denne gang fik målmanden reddet. Også Keita havde en god afslutning inden dommeren fløjtede af og Barca inkasserede derved tre meget vigtige point i en kamp hvor de først var i problemer, men hvor Ibrahimovic og Messi sikrede sejren.


Google Bookmark! Facebook! Del på Twitter!
 
  Dedikeret server hosting by ABAKOMP Chart.dk