| Ronaldinho: "Jeg elsker Barca" |
| FCBARCELONA.DK - 26.08.2010 |
![]() Camp Nou var fyldt til næsten sidste plads da flere 96.000 tilskuere onsdag aften hyldede Ronaldinho for hans fem sæsoner i klubben. Det var en gestus der rørte brasilianeren mere end han havde ventet. Det var kampen mellem Barca og Milan der var på programmet onsdag aften, men klubben benyttede samtidig lejligheden til hylde Ronaldinho. Da brasilianeren forlod klubben i 2008 skete det lidt ad bagdøren og der blev aldrig taget officielt afsked. Derfor havde præsident Sandro Rosell forberedt en stor hyldest til den spiller som han selv skaffede til Barca i sommeren 2003. Da holdene løb på banen blev Ronaldinho bedt om at vente alene i spillertunnelen, mens der på Camp Nous storskærme blev vist højdepunkter fra hans tid i Barca. Det ene flotte mål efter det andet blev vist og det skabte stor jubel blandt de mange tilskuere. Alle rejste sig da Ronaldinho løb ind på den bane hvor han var så elsket i fem sæsoner og han blev tydelig rørt da samtlige 96.000 tilskuere rejste sig og hyldede ham på en måde der kom helt bag på ham. Da holdene stillede op til holdfoto bad Puyol Ronaldinho om at være med på Barca's og derefter kunne kampen gå i gang. Et kvarter før tid blev brasilianeren skiftet ud og endnu en gang modtog han stående klapsalver. Dermed var det ikke slut med hyldesten, for efter kampen fik han overrakt en sølvplatte fra klubben som bevis på den taknemmelighed som de føler for hans indsats for de blå-røde farver. Derefter blev han interviewet til Barca-TV og her havde han svært ved at forklare hvad han følte. "Når du ser sådan en video og alle på Camp Nou venter på dig, er det som en film der kører inde i dit hoved. Jeg følte mig utrolig rørt. Jeg havde ikke troet at det ville være så dejligt. Det er ikke til at forklare" indledte han med at sige. Da han blev skiftet ud tog han sin Milan-trøje af og inde under bar han en hvid undertrøje med teksten "Jeg elsker Barca" og det var ikke bare for at være flink. "Jeg vil bare sige tak til alle mine venner i Barca. Det jeg skrev på trøjen mener jeg. Jeg elsker Barca" fortsatte han. Da anfører Carles Puyol havde fået overrakt Gamper trofæet efter sejren over Milan, valgte han at forære det til Ronaldinho som et specielt minde fra dagen og det kom bag på brasilianeren. "Det er korrekt at spillerne forærede mig trofæet. Den hyldest jeg har fået i dag sker normalt kun for spillere der ikke lever mere. Det skete for mig i live og det er noget der berører mig meget" sagde han. Når han ser tilbage på tiden i Barca, er han ikke i tvivl om, at de fem sæsoner vil stå tilbage som højdepunktet i hans karriere. "Jeg har haft muligheden for at spille sammen med fantastiske spillere. De har hjulpet mig til at nå afgørende ting og sætte en flot periode i Barca i gang" afsluttede han. ![]() ![]() ![]() |








