| Barca vandt Gamper-trofæet |
| FCBARCELONA.DK - 25.08.2010 |
![]() Barca havde et hav af chancer og dominerede klart mod Milan, men det stod 1-1 efter ordinær spilletid på et mål af David Villa og derfor måtte man ty til straffespark for at finde en vinder. Her var hjemmeholdet stærkest. Onsdag aften spillede Barca den traditionelle Gamper-turnering der markerer starten på en ny sæson og denne gang var det Milan der var inviteret. Som altid blev aftenen indledt med at spillerne blev præsenteret en for en foran de flere end 96.000 tilskuere og dernæst blev mesterskabspokalen fra sidste sæson vist frem. Da holdene var løbet på banen fik Milans Ronaldinho en speciel hyldest for hans fem sæsoner i Barca og det var en gestus der tydeligt rørte brasilianeren. Derefter kunne kampen sættes i gang og Guardiola havde valgt en startopstilling bestående af Pinto, Adriano, Puyol, Milito, Abidal, Dos Santos, Iniesta, Maxwell, Jeffren, Villa og Ibrahimovic. Især svenskerens tilstedeværelse kom bag på de fleste, for i timerne op til kampen havde Milan og Barca forhandlet om svenskeren, men uden at nå til enighed inden kampen blev sat i gang. Her havde de fleste ventet, at svenskeren ville blive sparet, men sådan ønskede Guardiola det ikke. Det var Barca der svingede taktstokken fra kampens indledning, men Milans defensiv havde god kvalitet og derfor kom det ikke til oplagte chancer det første kvarters tid. Det varede dog ikke længe før at catalanerne for alvor nærmede sig målet, da Ibrahimovic og Jeffren forsøgte sig med afslutninger som målmanden tog sig af. Midt i halvlegen var det David Villa der fik muligheden, men bolden endte over mål. I det 26. minut brød jublen løs på Camp Nou da Ibrahimovic fik sendt bolden i nettet, men svenskeren måtte se sin scoring korrekt annulleret for offside. Barca spillede fornuftigt med de sædvanlige hurtige kombinationer og Milan havde meget svært ved at få gang i noget konstruktivt spil. Der var optræk til noget farligt flere gange foran Milans mål og der blev afsluttet af Jeffren og Villa i de sidste 10 minutter, men det lykkedes ikke for Barca at få scoret inden dommeren fløjtede til pause. Der var dog alligevel tale om en godkendt præstation hvor catalanerne havde domineret klart. Guardiola valgte at sende Bojan, Alves og Thiago på banen fra 2. halvlegs start i stedet for Ibrahimovic, Maxwell og Abidal. Bare to minutter inden i halvlegen trak Adriano godt mod baglinien og lagde ind foran mål, hvor David Villa kom forrest og sendte bolden i nettet til 1-0. Det var hans først scoring siden skiftet til Barca. Det blev starten på en god periode for Barca, hvor den ene chance afløste den anden. Bojan, Thiago og Iniesta havde alle gode muligheder for at øge føringen inden der var spillet en time, men Milans målmand tog hvad der kom. Efter 63 minutters spil valgte Guardiola at skifte seks man ud på samme tid, da Fontàs, Piqué, Keita, Messi, Busquets og Pedro afløste Puyol, Villa, Iniesta, Milito, Jeffren og Jonathan dos Santos. Få minutter efter kom Milan for en sjælden gangs skyld op i nærheden af Barca's felt og det udnyttede den erfarne Inzaghi til at score et helt fantastisk mål. Det skete da Seedorf sendte en lang høj aflevering ind mod Barca's felt og her helflugtede Inzaghi bolden op i krydset uden chance for Pinto. Dermed var der udlignet, hvilket slet ikke var retfærdigt efter spil og chancer. Milans scoring tog ikke modet fra Barca's spillere og de fortsatte med at dominere. Få minutter efter udligningen havde Pedro en kæmpe chance som målmanden fik reddet på selve stregen og kort efter var det Thiago det måtte se en god afslutning pareret. Et kvarter før blev Ronaldinho taget ud og det skete under stående klapsalver fra det næsten fyldte Camp Nou. Lige efter blev Thiago spillet komplet fri foran mål, men en fodparade fra målmanden forhindrede en scoring. Milan var presset helt tilbage foran eget felt og Barca's spillere kæmpede for at afgøre kampen i den ordinære spilletid. Messi var tæt på et par minutter før tid, men også han måtte se sit forsøg afværget af en velspillende målmand. I overtiden fik Barca frispark lige uden for feltet og som ventet var det Messi der skulle sparke. Han sendte bolden over muren mod det nærmeste målkryds, men her kom målmanden flyvende og fik reddet til hjørne med det yderste af fingerspidserne. Dermed sluttede det 1-1 og Gamper-turneringen skulle afgøres på straffespark. Her var Barca klar skarpest og det skyldtes ikke mindst Manuel Pinto, der tog tre ud fire spark fra Milans spillere, mens catalanerne kun brændte et enkelt. Dermed vandt Barca samlet set med 4-2 og Puyol kunne modtage Gamper-trofæet. |





