| Rosells første kamp som præsident for Barca |
| FCBARCELONA.DK - 21.08.2010 |
![]() Når Barca i aften spiller returopgøret i den spanske Supercup mod Sevilla, bliver det første gang at Sandro Rosell overværer en Barca-kamp som præsident for klubben. Den nye præsident har en helt anden stil end Joan Laporta. Det er ikke meget man har set eller hørt til Sandro Rosell, siden han den 1. juli tiltrådte som klubbens nye præsident. Hvor hans forgænger Joan Laporta ofte var fremme i medierne og velvilligt stillede op til interview efter kampene, har Rosell en helt anden tilgang til tingene. Han foretrækker at arbejde mere diskret og har kun planer om at tale med pressen tre gange om året. Rosell mener at hans opgave er at få klubben til at fungere bedre, frem for at være en offentlig person der ofte er i medierne. Som præsident for FC Barcelona kan han dog ikke undgå at komme i pressens søgelys og derfor deltager han også i flere arrangementer, men uden at han samtidig udtaler sig til pressen. Han mener at han bedst tjener klubben på den måde. I stedet lader han andre medlemmer af klubbens ledelse udtale sig om de områder som de har ansvaret for. Sandro Rosell ønsker at hans første kamp som præsident skal foregå på Camp Nou. Derfor lod han klubben repræsentere ved vicepræsident Jordi Cardoner da holdet spillede i Sevilla for en uge siden. I aften tager Rosell så for første gang plads i præsidentens stol på Camp Nou. |





