| Fysisk træning i stærk varme |
| FCBARCELONA.DK - 20.07.2010 |
![]() Efter at have gennemgået diverse lægeundersøgelser og fysiske tests mandag, tog spillerne i dag fat på selve træningen. Det blev en meget varm omgang, hvor det var fysikken der var i højsædet. Barca er kendt som et teknisk godt hold, men ved tirsdagens træning var det tydeligt at man mere koncentrerede sig om spillernes fysiske form på dette tidlige tidspunkt af sæsonen. Bolden var godt med ved træningen, men der blev løbet meget og gennemført strækøvelser i et omfang man normalt ikke ser i Barcelona. Spillerne havde det hårdt i de halvanden time træningen varede og det blev ikke bedre af, at der er utroligt varmt i den catalanske hovedstad i disse dage. Der blev drukket masser af vand og der blev givet en del pauser for ikke at overanstrenge spillerne. Hovedpersonen ved træningen var nyindkøbte Adriano, der deltog i sin første træning med sine nye holdkammerater. Han blev sat sammen med sin landsmand Maxwell i de øvelser der skulle udføres i par, men ellers talte han med de fleste andre spillere, der pænt bød ham velkommen. Der blev også fokuseret en del på Zlatan Ibrahimovic på baggrund af rygterne om hans mulige klubskifte, men det er tydeligvis ikke noget der går svenskeren på. Han var smilende og i højt humør gennem alle 90 minutter. |





