| Har Barca brug for Cesc Fábregas? |
| FCBARCELONA.DK - 17.07.2010 |
![]() Cesc Fábregas har længe været det helt store samtaleemne i Barcelona og vil sikkert også være det indtil spillermarkedet lukker i slutningen af august, men nogle begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om det er anstrengelserne værd. Flertallet af Barca-tilhænerne drømmer stadig om at Cesc vender tilbage til sin barndomsklub denne sommer og det ønske deles af spilleren selv og af træner Pep Guardiola. Arsenal har dog ingen intentioner om at sælge og ethvert forsøg på at indlede forhandlinger er blevet afvist. Barca er klar til at betale 40 millioner euro for midtbanespilleren og det betyder, at der nok ikke er flere penge til andre forstærkninger. Forleden udtalte klubben, at der stadig var 50 millioner euro til spillerkøb denne sæson, men med gårsdagens køb af Adriano til 9,5 millioner, er der kun lige akkurat penge tilbage til Cesc. Spørgsmålet er, om man i stedet kan forstærke holdet på et par andre pladser hvor der er større behov. I den den catalanske hovedstad er der flere der begynder at tvivle på, om Cesc er den rigtige forstærkning at bruge penge på lige nu. Ved det netop overståede VM i Sydafrika havde Barca's spillere stor succes. Piqué, Puyol, Busquets, Xavi, Iniesta og David Villa var med stort set hver eneste gang og Pedro kom med i de afgørende kampe. Cesc Fábregas derimod, sad det meste af tiden på bænken. Cesc er midtbanespiller og er speciel stærk i det fremadrettede og skabende spil - akkurat som Xavi er det. Det er årsagen til, at den spanske landstræner Vicente del Bosque oftest ikke bruger dem samtidig. Han mener de til en vis grad ophæver hinandens spil. Iniesta og Xavi er selvskrevne på Barca's tremands midtbane, hvor den sidste plads går til en spiller med defensive kvaliteter, som f.eks. Busquets. Derfor kan det være svært at se hvor Cesc forstærker holdet. Cesc vil dog være en god reserve for Xavi og Iniesta, men den rolle vil Arsenal-spilleren næppe være tilfreds med. Han er anfører og stamspiller i Arsenal og han vil ikke stille sig tilfreds med en reservetjans som den han oplevede i Sydafrika. Meldingerne fra Barca's nye ledelse med den nyvalgte præsident Sandro Rosell er da også mere afdæmpet, end da Joan Laporta stod i spidsen for klubben. Rosell vil stadig gerne have Cesc til klubben, men ikke for enhver pris. Derudover har han udtalt, at hvis det ikke lykkes i år, så prøver han igen til næste år. Udfaldet kan blive at Barca retter blikket mod andre muligheder på spillermarkedet. Med Touré og Chygrynskiy ude af truppen, samt Rafa Márquez der overvejer at skifte klub, kan der blive brug for at styrke defensiven og her kan de 40 millioner euro der var tiltænkt Arsenal, i stedet bruges på et par andre forstærkninger. Under alle omstændigheder ser det ud til at Cesc ikke længere er eneste spiller på agendaen. |





