| Talenterne vandt over millionerne |
| FCBARCELONA.DK - 17.05.2010 |
![]() Da sæsonen blev indledt var det helt store diskussionsemne om Barca's selvudviklede talenter kunne hamle op med Real Madrids dyrt indkøbte stjerner og her 10 måneder efter taler resultaterne for sig selv. Barca løb med alle tre titler i sæsonen 2008/09, hvor Real Madrid nærmest var reduceret til statister. Det fik Florentino Pérez til at hive den helt store pengepung op af lommen og påklamere, at han ville skabe et hold der kunne besejre catalanerne. Der blev betalt rigtig mange penge for spillere som Benzema, Kaká og specielt Cristiano Ronaldo og hele fodboldverden måbede over det prisniveau der var tale om. Aldrig før havde en klub brugt så mange penge på spillerkøb samtidig med, at Ronaldo var den dyreste spiller i historien med en pris på 700 millioner kroner. Barca havde en hel anden strategi. Her holdt man fast i stammen af spillere som klubben selv havde udviklet på den berømte fodboldskole 'La Masia'. Der blev suppleret med nogle få spillerkøb, hvor byttet mellem Eto'o og Ibrahimovic var det mest omtalte. Mange mente, at Barca ville blive overhalet indenom af Madrids stjernespækkede hold, men historien blev en helt anden. I pokaltuneringen røg begge mandskaber forholdsvist tidligt ud, men hvor Barca gjorde det i to tætte opgør mod Sevilla, måtte Real Madrid se sig elimineret af et hold fra tredjebedste række. I Champions League lignede Barca længe et godt bud på en endelig vinder, inden de blev slået i semifinalen af Inter, mens Madrid allerede røg ud af turneringens 1/8 finale. Dermed havde de to ærkerivaler kun ligaen tilbage at slås om og det blev et historisk og tæt kapløb. Real Madrid spillede rent faktisk deres bedste liga nogensinde, idet de med 96 point slog deres gamle rekord på 92. Det var dog ikke nok til at vinde mesterskabet, for Barca overstrålede alle med deres 99 point. At den afgørelse var et korrekt billede af det indbyrdes styrkeforhold fik man at se i de to kampe hvor de to mandskaber mødte hinanden. Her vandt Barca både på Camp Nou og på Bernabeu. Det var nok der mesterskabet blev afgjort. Real Madrid må derfor sande at deres mange millioner ikke har givet det ønskede resultat, mens 'La Masia' endnu en gang har vist sin styrke. Da Guardiola satte holdet til sæsonens sidste kamp søndag aften, var syv af spillerne fra fodboldskolen og det endda med Iniesta og Xavi udenfor. Talenterne vandt over millionerne. |





