| Barca protesterer over udvisninger |
| FCBARCELONA.DK - 08.03.2010 |
![]() I lørdagens kamp fik såvel Pep Guardiola som Zlatan Ibrahimovic røde kort og det betyder, at de automatisk idømmes karantæne til næste kamp. Barca mener dog ikke det er rimeligt og derfor indgives der en protest. Guardiola blev sendt op på tilskuerpladserne i det 27. minut af kampen mod Almería, da han højlydt brokkede sig over at Messi ikke blev tilkendt et straffespark. Efter en times spil var det Ibrahimovic's tur til at forlade banen i utide, da dommeren mente at svenskeren havde slået en modstander ned i feltet. TV-billederne fra begge episoder viser, at der er tale om tvivlsomme kendelser. Mange vurderer at Guardiola burde have haft en henstilling eller en advarsel først, mens episoden med Ibrahimovic mest ligner en sædvanlig nærkamp der ofte finder sted i feltet når der kæmpes om positionerne. Af samme årsag besluttede Barca i dag at indgive protester over begge udvisninger. Klubben mener at udvisningerne var for hårde og at de dermed ikke skal medføre karantæne. Det er dog yderst sjældent at røde kort omstødes og det sker kun når der er tale om klare dommerfejl. Begge kendelser i lørdags var tvivlsomme, men kunne forsvares, så der er ikke meget der tyder på at de to hovedpersoner er med mod Valencia i næste weekend. |





