Real Madrid - FC Barcelona 1 - 2
FCBARCELONA.DK - 19.01.2012

puyol173
FC Barcelona: Pinto, Alves: Puyol, Piqué, Abidal, Busquets, Xavi (Thiago 86'), Iniesta, Cesc (Cuenca 88'), Alexis (Adriano 80'), Messi

Mål: 1-0 Christiano Ronaldo (10'), 1-1 Puyol (48'), 1-2 Abidal (76')

Onsdag aften var Barca på besøg hos Real Madrid, hvor man på Bernabeu skulle tage det første vigtige skridt inden den afgørende kvartfinale i Copa del Rey på Camp Nou næste uge. Pep Guardiola stillede med stærkest mulige opstilling, bortset fra José Pinto i målet, som fortsat fik lov at spille i pokalen.

Fra første fløjt stod det hurtigt klart, at hjemmeholdet fra Madrid ville gribe kampen defensivt an og udelukkende satse på kontraangreb. Catalanerne tog straks styrringen og kombinerede bolden rundt, mens Madrid trak sig tilbage på egen banehalvdel og afventede. Man skulle helt frem til efter 10 minutter for at finde den første aktion - desværre en uheldig en af slagsen for Barca. Ronaldo blev sendt afsted på en kontra, hvor han driblede fri af Piqué og skød på mål. Her strøg bolden under en uheldig Pinto, som nok burde have haft afværget afslutningen. 1-0 til Real Madrid!

Barca fortsatte dog ufortrødent med kontrollen og forsøgte roligt at bygge spillet op. Først forsøgte Iniesta sig efter 13 minutter, men Casillas sendte bolden til hjørne. Få minutter senere var Alexis meget tæt på en udligning, da han efter en flot aflevering fra Cesc headede bolden på overliggeren. Guardiola og co. fortsatte det gode pres og efter 26 minutter forsøgte Messi sig med et skud, men igen reddede Casillas. I øjeblikket efter brændte Iniesta en stor chance, da han blev spillet fri af Alexis, men sendte sit skud forbi mål.

Efter 31 minutter forsøgte Cesc Fábgreas sig med en lang aflevering til Iniesta, som dog igen måtte se sit skud gå forbi mål. Fem minutter før pausefløjtet blev Alexis spillet helt fri igennem, men linjevogteren dømte forkert for offside. I stedet kunne begge mandskaber gå til pause ved stillingen 1-0, hvor Barca ellers havde haft styr på kampen, bortset fra det ene mål.

Hverken Mourinho eller Guardiola foretog sig udskiftninger i pausen. I stedet skulle man blot vente tre minutter på den helt store forløsning for Barca, da Puyol kom først på et hjørnespark og headede bolden sikkert i mål. Fantastisk mål af kaptajnen og vigtigt udebanemål til catalanerne. 1-1!

Efter 54 minutter kunne Guardiola endnu engang tage sig til hovedet, da Iniesta måtte se sin afslutning blive rettet af og herefter stryge direkte på stolpen. Kort efter fik Real Madrid deres chance nummer to i kampen, da Altintop sendte et indlæg ind til Benzema, som sendte bolden på stolpen. Herefter meldte Pepe sig traditionen tro ind i kampen på sin egen kedelige måde, da han helt bevist trådte Messi over hånden. Klart rødt kort, men dommeren så ikke aktionen. Efter 67 minutter var Busquets tæt på at bringe catalanerne foran, da han afsluttede lige over mål.

Efter 76 minutter gik de medrejsende Barca-fans i ekstase, da Messi med en formidabel aflevering spillede Abidal fri, som køligt placerede bolden ved fjerneste stolpe. 1-2 til Barca og fantastisk scoring af franskmanden. Kort efter foretog Guardiola sin første udskiftning, da en yderst velspillende Alexis blev pillet ud til fordel for Adriano. Lidt senere blev også Xavi taget ud og ind kom den unge Thiago.

I de døende minutter spillede Barca bolden rundt, mens Real Madrid skruede op for de voldelige angreb. Efter 87 minutter savede Carvalho Messi ned bagfra, men portugiseren slap med et gult kort. Umiddelbart efter blev Cuenca sendt på banen i stedet for Cesc Fábregas. Han nåede dog ikke at gøre det store væsen af sig, før dommeren fløjtede kampen af.

Flot sejr på 1-2 til Barca, som spillede en flot og overlegen kamp i forhold til Real Madrid, der som kampen skred frem fandt det ærgerlige og voldelige spil frem i ren frustration. Dermed har catalanerne skabt et godt udgangspunkt inden returopgøret på Camp Nou på onsdag.



 
sablogo
Dedikeret server hosting by ABAKOMP Chart.dk