| Dem kan Barca møde i kvartfinalen |
| FCBARCELONA.DK - 18.03.2010 |
![]() Barca kom uden de store problemer videre i Champions League, da Stuttgart onsdag aften blev besejret med 4-0. Fredag kl. 12.00 trækkes der lod til kvartfinalerne og her kan alle hold komme til at møde hinanden. Der er otte hold tilbage i Champions League. Ud over Barca er det Lyon, Bordeaux, CSKA Moskva, Bayern München, Arsenal, Inter og Manchecher United. Der bliver tale om en helt åben lodtrækning og det betyder, at der hverken er seedninger eller begrænsninger om hvem man kan møde. Efter at store hold som Real Madrid og Chelsea er røget ud, er der flere modstandere som forekommer overkommelige i lodtrækningen, selvom der ikke findes lette kampe på dette tidspunkt af turneringen. En god lodtrækning for Barca vil være f.eks. Bordeaux eller CSKA Moskva, mens den værst tænkelige modstander må anses at være Manchester United. Ingen kan forestille sig, at sidste års finalister allerede skal mødes i kvartfinalen, men der er en risiko for at det sker. Samtidig med lodtrækningen til kvartfinalerne, bliver der også trukket lod til semifinalerne. Det betyder at Barca på forhånd ved hvilke to hold der slås om en semifinaleplads mod Barca, såfremt catalanerne selv kommer så langt. Første opgør i kvartfinalerne spilles den 30. og 31. marts, mens returkampene finder sted den 6. og 7. april. Semifinalerne afvikles henholdsvis den 20. og 21. april samt den 27. og 28. april. |






