| Almeria - FC Barcelona 2 - 2 |
| FCBARCELONA.DK - 06.03.2010 |
![]() FC Barcelona: Valdés, Alves, Puyol, Milito, Maxwell, Xavi, Touré (Busquets 74') , Iniesta, Messi, Ibrahimovic, Pedro. Mål: 1-0 Cisma (11'), 1-1 Messi (42') - VIDEO, 2-1 Puyol, selvmål (56'), 2-2 Messi (66') - VIDEO Med Piqué ude med karantæne blev det Milito der fik den ledige plads i det centrale forsvar ved siden af anfører Carles Puyol. Lidt overraskende var det at Touré var med fra start på bekostning af Busquets, mens det var mere ventet, at Henry endnu en gang måtte se Pedro få pladsen i angrebet. Kampen kom i gang med næsten et kvarters forsinkelse da dommeren kom i tvivl om Almerias spillere måtte stille op i en trøje hvor de udtrykte støtte til ofrene for jordskælvet i Chile. Barca kom godt fra start og var i boldbesiddelse fra første minut. Det blev til et par afslutninger af Xavi og Messi i de første minutter, uden at det dog var rigtigt farligt. Almeria stillede sig frivilligt tilbage i en defensiv opstilling og der skulle gå tolv minutter inden de for første gang nærmede sig Barca's mål. Det gav dem et hjørnespark hvor bolden blev lagt ind til Cisma der kom foran Puyol og så var hjemmeholdet foran 1-0. Målet gav hjemmeholdet mere blod på tanden og kampen kom ind i en fase med mere jævnbyrdighed, selvom det stadig var catalanerne der havde bolden mest. Det kneb dog gevaldigt med at komme igennem den kompakte defensiv og kun når Messi forsøgte sig med de velkendte driblinger, skete der noget. Man skulle hen til det 20. minut før Barca igen var farlige, da hjemmeholdets målmand måtte ud i fuld længde for at redde en afslutning fra Xavi på frispark. Almeria svarede igen lige efter med et farligt kontraangreb, hvor Valdés kun halvklarede et hårdt skud. Riposten var tæt på at ende hos Guilherme, men Puyol kom heroisk tilbage og fik bolden sendt til hjørne. Kun få minutter efter var det meget tæt på en udligning, da en god aktion af Messi bragte Pedro helt fri i feltets højre side, men Diego Alves i Almerias mål hev en flot redning frem. Lige efter faldt Messi i Almerias felt i en tæt nærkamp med en modstander og det mente Guardiola burde give straffespark. Han brokkede sig så højlydt, at dommeren viste Barca's træner det røde kort og dermed overtog assistenttræner Tito Vilanova ansvaret på bænken. Hjemmeholdet var godt med i kampen på dette tidspunkt og de blev bakket godt af tilskuerne på det ikke helt fyldte stadion i Almeria, men det meste foregik fortsat foran deres eget felt. Barca kæmpede hårdt for at finde bare en lille sprække i forsvarsmuren og det var tæt på at lykkes efter en halv times spil, da Messi igen var på spil og lagde op til Ibrahimovic, men svenskerens skud endte over mål. Som tiden gik fik Barca igen fuld kontrol med begivenhederne og det begyndte næsten at ligne rent powerplay i ishockey. I det 42. minut fik catalanerne frispark en meter udenfor feltet og det udnyttede Messi til at sende et snedigt skud af sted der totalt snød Diego Alves i målet til en udligning. Målet rystede hjemmeholdet og der var optræk til et mål mere til Barca i halvlegens sidste minutter, men det blev ved 1-1 ved pausen. Barca fortsatte med at dominere fra 2. halvlegs start, men stadig uden at komme frem til det helt store foran mål. Almerias spillere kæmpede godt i defensiven i deres venten på at få muligheden for at slå kontra. Den mulighed kom i det 54. minut, da hjemmeholdets Piatti fik en stor chance som Valdés tog sig af med en god indgriben. Der gik dog kun to minutter inden at Barca's målmand måtte overgive sig for anden gang i kampen. Det skete på endnu en kontra til Almeria, hvor Puyol forsøgte at afværge et indlæg, for blot at se bolden trille i nettet bag en chanceløs Valdés. Det blev endnu værre bare tre minutter efter, da Ibrahimovic fik direkte rødt kort for en aktion i feltet, hvor dommeren mente at svenskeren havde slået en modstander. Det kendelse var noget hård, men det var en kendsgerning at Barca nu både var bagud og en mand i undertal. Det betød dog ikke at catalanerne mistede overtaget og de fortsatte ufortrødent deres kamp for at få udlignet. De fik udbytte af anstrengelserne i det 66. minut, da Pedro lagde en bold ind i feltet der helt tilfældigt endte hos Messi og det lille argentiner takkede for chancen ved at sende den i nettet til 2-2. De efterfølgende minutter var det meget tæt på endnu en scoring til Barca, da Messi, Xavi og Iniesta alle havde rigtig gode muligheder for at bringe deres hold foran, men de manglede det afgørende held. Det lykkedes for Almeria at få stoppet Barca's offensiv i et vist omfang og tolv minutter før tid var det endda meget tæt på en scoring til hjemmeholdet. Det skete da Soriano misbrugte en kæmpe chance, da han i helt fri position sendte bolden over mål. Trods en mand i undertal havde Barca ikke opgivet de tre point og det blev til to gode forsøg af den veloplagte Leo Messi og især det ene havde fortjent bedre skæbne, da Diego Alves med én hånd fik afværget. Kampens sidste minutter var mest præget af, at ingen af de to hold ønskede at tabe, så der blev satset mindre fremad banen. Barca måtte således tage til takke med 2-2 i en kamp som de på papiret burde have vundet, men hvor de alligevel kunne være tilfredse med det ene point, kampens forløb taget i betragtning. |






