| Maxwell spillede en flot kamp |
| FCBARCELONA.DK - 07.02.2010 |
![]() Maxwell havde ikke regnet med at skulle være med fra start mod Getafe, men da Dani Alves blev skadet under opvarmningen, blev Maxwell placeret på højre back. Trods den uvante plads, blev opgaven løst til perfektion. Det er ikke meget spilletid Maxwell har fået i hans første sæson i Barca. Guardiola har tydeligvis foretrukket Abidal på pladsen som venstre back og det har betydet, at Maxwell har set de fleste kampe fra bænken. Lørdag aften var ingen undtagelse, for Abidal var med fra start, mens Maxwell var udset til en plads på bænken - lige indtil at Dani Alves var så uheldig at pådrage sig en fibersprængning under opvarmningen. Normalt ville Puyol være den oplagte afløser for Alves,men Barca's anfører sad udenfor med karantæne. Derfor valgte Guardiola at bede Maxwell om at spille højre back, en position han aldrig før havde spillet med Barca. Brasilianeren er dog kendt som en alsidig spiller og i hans tidligere klub Inter prøvede han at spille back i begge sider, så nogen helt ny oplevelse var det ikke for ham. Det kom da også bag på ham selv, at han pludselig skulle være med fra start. "Da de alle kom tilbage fra opvarmningen fortalte de mig, at Alves var kommet til skade. Det kom bag på mig, for jeg havde allerede retning mod udskiftningsbænken, men det vigtigste vil jo altid være at kunne hjælpe holdet. Jeg havde næsten ikke varmet op, så det var lidt svært i starten, men jeg fandt ind i rytmen og det hele gik fint" udtalte Maxwell efter kampen. Det var især i de første 25 minutter indtil Piqué blev udvist, at Maxwell faldt i øjnene. Han skabte flere gode situationer på højrekanten sammen med Messi og de to fandt godt sammen i spillet. Samtidig udstrålede brasilianeren en stor sikkerhed og et overskud i mand mod mand situationerne, så Guardiola har helt sikkert været tilfreds med det han så. Da Barca blev reduceret til 10 mand, fik Maxwell ordrer på at være knap så offensiv og dermed lagde man mindre mærke til ham. Han spillede dog solidt i samtlige 90 minutter og kom aldrig i problemer. Han var en af årsagerne til, at Getafe aldrig for alvor fik udbytte af, at være en mand i overtal det meste af kampen. |






