| Messi scorede to mål i velgørenhedskamp |
| FCBARCELONA.DK - 17.06.2012 |
![]() Leo Messi nyder i øjeblikket en velfortjent sommerferie, men det betyder ikke at han helt har lagt støvlerne væk. Lørdag aften spillede han en velgørenhedskamp i Mexico og scorede selv to gange, da hans hold vandt med 5-3. Messi stillede med glæde op da et kombineret sydamerikansk hold mødte Mexico i en velgørenhedskamp i Cancun, Mexico. Med sig havde Messi sine to bedste venner fra Barca, landsmanden Javier Mascherano og reservemålmand José Manuel Pinto. For mexicanerne var Jonathan dos Santos med, så Barca var rigt repræsenteret i opgøret. Messi fik 75 minutter på banen i en kamp der var præget af, at der ikke stod noget på spil. Begge mandskaber gav hinanden plads til at spille underholdende fodbold og det var ikke mange frispark der blev begået. De mange tilskuere i Cancun fik derfor både en underholdende og seværdig kamp at se. Opgøret endte med 5-3 til Messis hold og argentineren stod selv bag målene til 3-1 og 5-2. Det sidste mål blev sat ind et kvarter før tid og lige blev Messi skiftet ud under massive klapsalver. |




