Athletic Club Bilbao - FC Barcelona 0 - 3
FCBARCELONA.DK - 25.05.2012

Pedro65
FC Barcelona: Pinto, Montoya, Mascherano, Piqué, Adriano, Xavi (Fàbregas 80'), Busquets, Iniesta, Messi, Pedro, Alexis (Keita 71')

Mål: 0-1 Pedro (3'), 0-2 Messi (20'), 0-3 Pedro (25')

Guardiola bød ikke på overraskelser da han i sin sidste kamp som træner for Barca udtog holdet til pokalfinalen mod Bilbao. Helt som ventet holdt han fast i traditionen med, at reservemålmand José Manuel Pinto vogter målet i pokalturneringen, men eller var der tale om den stærkest mulige startopstilling. Finalen blev spillet på Vicente Calderón og helt som ventet skabte de to holds tilhængere en fantastisk ramme længe inden at kampen blev fløjtet i gang. Det udmøntede sig også i den ventede pibekoncert, da den spanske nationalmelodi blev afspillet.

Det var et meget tændt Barca-mandskab der tog hul på pokalfinalen og de skulle kun bruge et halvt minut til at skabe den første chance, da Messi tog et raid op af banen og sendte bolden centimeter forbi mål. Et par minutter senere brændte det på igen, da Pedro fik en god mulighed i feltet, men han måtte se sit skud blokeret til hjørne. Hjørnesparket blev lagt ind over mål og her endte bolden lidt tilfældigt for fødderne af Pedro, der resolut sendte den i netmaskerne til en catalansk føring. En perfekt start for Barca. Den hurtige scoring rystere baskerne og Barca havde fuldstændig kampen under kontrol. De havde bolden stort set hele tiden og når Bilbao prøvede at bygge noget op, blev de hurtigt sat under pres, så bolden kom tilbage på catalanske fødder. Der var flere gange optræk til noget farligt foran Bilbaos felt, men der skulle gå et kvarter inden for alvor brændte på igen. Efter godt sammenspil med Xavi sendte Messi et skud mod fjerneste stolpe og her måtte Bilbaos målmand ud i fuld længde for at forhindre endnu en scoring. Der skulle dog kun gå fem minutter inden Messi fik noget at glæde sig over. Det skete da Iniesta sendte ham af sted med en genial stikning i dybden og den lille argentiner ekspederede sikkert bolden op i nettaget til 0-2. De medrejsende Barca-fans havde en fest på Vicente Calderón, for finalen havde præcist udviklet sig som de havde drømt om og det skulle snart blive endnu bedre.

I det 25. minut modtog Pedro bolden på kanten af feltet og han opfattede hurtigt, at der var plads i den modsatte side af målet. Han sendte bolden fladt af sted og stod det 0-3. Dermed lignede det en afgørelse af pokalfinalen inden der var spillet en halv time. Indtil dette tidspunkt havde Bilbao ikke været i nærheden af en afslutning, men det kom de efter en lille halv time, da Pinto kompetent tog sig af et skud fra baskerne. Minuttet efter kunne Barca snildt have øget føringen, da Pinto sendte Messi af sted på en hurtig kontra, men det lykkedes ikke for Barca-angriberen af loppe bolden over målmanden. Det var som om at Barca slækkede lidt på koncentrationen i halvlegens sidste kvarter og det bragte Bilbao lidt mere med, uden at de dog for alvor fik lov til at skabe noget. Barca var i kontrol, men de skabte ikke så meget frem banen som i den første halve times tid. Bilbaos spillere var tydeligt frustreret og det udmøntede sig i en hel del dumme frispark, der var med til at bryde kampens ellers intens rytme. I halvlegens sidste minut ville Pinto tilsyneladende have lidt spænding, da han helt umotiveret sendte bolden lige ud i fødderne på en modstander, men Barca-keeperen reddede selv kastanjerne ud af ilden med en god redning. Barca's spillere kunne således gå til pause med en flot og helt fortjent 0-3 føring.

Bilbao kom bedst fra start efter pausen. De havde tydeligvis fået besked på at satse mere fremad banen og det gav dem en kæmpe chance efter fem minutter, da Barca's forsvar blev spillet tyndt. Ibai kom komplet fri og loppede bolden over Pinto, men også forbi mål. Der missede baskerne en gylden mulighed for at komme ind i kampen igen. Barca kunne ikke få gang i spillet som man havde set det i 1. halvleg og det var mere jævnbyrdigt hvad der foregik. Kun sporadisk var der fare på færre foran Bilbaos mål og pasningerne sad ikke længere så præcist som i starten af kampen. Bilbao fornemmede helt sikkert at de var bedre med og i det 64. minut kom de til en ny stor chance, da Llorente headede på mål, men her fik Mascherano afværget. Man havde ikke set meget til Messi efter pausen, indtil han i det 70. minut tog sig en fantastisk slalomtur ind i feltet, forbi en 4-5 mand, hvorefter han afsluttede, men en fodparade fra målmanden forhindrede ham i at score sit andet mål i kampen.

Lige efter foretog Guardiola sin første udskiftning, da en træt Alexis blev afløst af Keita. Det var ikke meget man havde set til chileneren og man kunne se at han netop var vendt tilbage efter en måneds skadespause. På lægterne fortsatte Barca's tilhængere med at feste og klubbens hymne rungede flere gange over Vicente Calderón sammen med den velkendte sang 'Campeones, campeones'. På lægterne gik man ikke så meget op i, at spillet ikke længere fungerede optimalt for Barca, for man var godt klar over, at pokaltriumfen var tæt på at være hjemme. I det 78. minut fik Bilbao endnu en god mulighed for at reducere, da Aurtenetxe pludselig stod helt fri i feltet og kunne headede på mål, men helt forståeligt sendte han bolden forbi mål. Lige efter var det Xavis tur til at forlade banen, da han blev afløst af Fàbregas. I slutfasen sendte Guardiola Thiago på banen i stedet for Pedro, men på dette tidspunkt var den sidste energi sivet ud af kampen. Begge hold vidste at det var afgjort og alle ventede bare på det sidste fløjt. Da det kom jublede alle Barca-fans og spillerne kunne strække armene i vejret i triumf. De havde helt fortjent taget titlen og dermed givet Guardiola en perfekt afskedsgave.

 
dkcat2
Chart.dk