| B-holdet taber pusten lidt |
| FCBARCELONA.DK - 10.05.2012 |
![]() Kaster man et blik på stillingen i 2. division A, den næstbedste række i spansk fodbold, indtager Barca's B-hold en ganske fornuftig 9. plads. Efter otte kampe i træk uden nederlag, har holdet måtte gå fra banen som tabere i de to seneste opgør. B-holdets træner Eusebio har fået meget ud af de svære vilkår han arbejder under denne sæson. Den i forvejen smalle førsteholdstrup har været hårdt ramt af skader og det har betydet, at B-holdet har måtte aflevere eller udlåne en række af deres bedste spillere til Guardiola. Alligevel har de klaret sig godt i 2. division A, selvom de i de seneste opgør har tabt pusten lidt. Efter en noget tøvende start på sæsonen hvor holdet lå i den nederste del af tabellen, kom B-holdet stærkt tilbage og konsoliderede sig midt i rækken. Her holdt sig længe og med otte kampe i træk uden nederlag, bankede de pludselig på til den øverste tredjedel af divisionen, der tæller 22 hold. I de otte kampe blev fire vundet og fire spillet uafgjort, men den flotte stime blev stoppet af Celta, der kæmper med om oprykningen til 'Primera División'. Opgøret endte med et 4-1 nederlag til Eusebio og hans tropper og efterfølgende løb de ind i et skuffende 0-1 nederlag hjemme på 'Mini Estadi' til Elche, der ligger på 8. pladsen. Målet for sæsonen er dog allerede i hus, for det handlede om at forblive i 2. division A. Med seks runder tilbage ligner det en midterplacering og det er meget tilfredsstillende, forholdene taget i betragtning. Sidste sæson sluttede de på en 3. plads og skulle reelt have spillet kvalifikationskampe om oprykning, men samme klub må ikke have to mandskaber i 'Primera Division' og derfor måtte de pænt blive hvor de var. For klubben er det et kæmpe plus at de unge talenter kan udvikle sig landets næstbedste række, hvor de møder rigtig stærke hold som f.eks. Deportivo, Valladolid, Celta og Hérciles, for bare at nævne nogle af de hold der for nylig har spillet i den bedste række og som kæmper hårdt om at vende tilbage dertil. Disse svære kampe er med til at forberede de unge spillere til et højere niveau, så de kan træde til når førsteholdet kalder. |




