| Villa vender snart tilbage til træningen |
| FCBARCELONA.DK - 09.05.2012 |
![]() Det begynder for alvor at lysne for David Villa. Efter at have siddet udenfor siden december måned grundet et brækket skinneben, forventes han at vende tilbage til træningsbanen indenfor de nærmeste dage. Det var ved VM for klubhold i Japan at David Villa var så uheldig at brække skinnebenet. Han blev hastet hjem til Barcelona hvor han gennemgik en operation og siden har det kun handlet om genoptræning. Villa har den seneste tid trænet med bold for sig selv og konditionen er også ved at indfinde sig. Skinnebenet giver ikke længere problemer og med mindre der pludselig opstår uventede problemer, varer det ikke længe før han er at finde på træningsbanen igen. Det vil sandsynligvis ske i den periode hvor Barca træner for at forberede sig til pokalfinalen den 25. maj. Sæsonens sidste kamp i ligaen spilles på lørdag mod Betis og herefter skal Barca vente næsten to uger på at skulle i aktion igen. Det er Villas held, for på den måde bliver sæsonen trukket lidt ud og han når at kunne træne med sammen med holdkammeraterne. Villa har hele tiden haft fokus på at komme til EM med det spanske landshold, men det ser stadig svært ud. Landstræner Vicente del Bosque kan dog holde en dør åben for angriberen her i de kommende uger når angriberen træner med igen, for at se om han tør satse på Barca-spilleren i en vigtig slutrunde. Under alle omstændigheder vil det være en kæmpe opmuntring for David Villa bare at kunne træne med igen, så han i det mindste kan se frem mod næste sæson med håb og optimisme. |




