Er Bojan på vej tilbage til Barca?
FCBARCELONA.DK - 09.05.2012

Bojan69
Bojan Krkic forlod Barca sidste sommer til fordel for Roma, men her har angriberen ikke haft en god sæson. Det har sat spekulationerne i gang om han måske vender hjem til Barca, der har mulighed for at købe ham tilbage.

Bojan oplevede et par frustrerende sæsoner i Barca inden han sidste sommer blev enig med Guardiola om, at det var bedst at søge nye impulser i en anden klub. Valget faldt på italienske Roma, der ledes af den tidligere Barca-spiller og B-holdstræner Luis Enrique.

Opholdet i Italien har dog ikke været den store succes for Bojan. Det er ikke blevet mange mål fra hans side og han har mest været brugt som indskiftningsspiller. Som hold har Roma også skuffet og mange iagttagere forventer, at Luis Enrique bliver fyret efter denne sæson. Det kan samtidig betyde et farvel til Bojan, der netop blev hentet til Roma på Luis Enriques anbefaling.

Bojan erkender at hans fremtid er uvis. "Man har talt om min fremtid i flere uger, men jeg ved intet om den kommende sæson. Jeg vil gerne slutte denne sæson på den bedste måde og så vurdere det når ferien begynder" udtalte han tirsdag.

Da Barca solgte Bojan for et år siden, fik de aftalt en tilbagekøbsret der gælder i to år, men Bojan ved ikke om det bliver aktuelt. "FC Barcelona kan hente mig tilbage, men der er meget der skal tales om. Barca er mit hjem, men jeg er kommet til et sted hvor jeg blev modtaget med åbne arme. Jeg føler mig hjemme her" fortsatte han.

Bojans kontrakt med Roma løber i flere år endnu, så reelt er det op til ham selv hvad der skal ske. Det er ikke afgørende for ham om træneren hedder Luis Enrique. "Jeg kan godt lide at det afhænger af mig. Det er derfor udelukkende min beslutning om jeg bliver i Roma eller ej. Hvis jeg har det godt som nu, betyder det ikke noget hvem der er træner. Det er muligt at Luis Enrique rejser og der kommer en anden træner, men jeg holder mig afventende og fokuserer kun på mig selv" sagde han videre.

Bojan understregede også, at han ikke forlod Barca for et år siden på grund af et dårligt forhold til Guardiola. "Mange har sat mit skifte i forbindelse med Guardiola, men det var ikke på grund af ham. Det var Pep der satte holdet, men det var ikke på grund af ham. Der var andre ting der ikke gik godt. Guardiola er en træner der har givet alt. Han fortjener stor ros for det han har tilført Barca" fortsatte han.

Skulle Bojan vende tilbage til Barca, vil han ikke have problemer med, at træneren fra næste sæson hedder Tito Vilanova. "Jeg kan kun sige at jeg havde et godt forhold til ham. Han behandlede mig altid pænt. Man skal tro på ham og give ham chancen, for det fortjener han. Han kan godt blive en stor træner for Barca" afsluttede den tidligere Barca-angriber.
 
dkcat2
Chart.dk