Guardiola: "Kampe mod bundhold er sværest"
FCBARCELONA.DK - 06.04.2012

Guardiola241
Det er top mod bund når Barca og Zaragoza mødes lørdag aften, men Guardiola forventer alligevel en særdeles svær kamp. På et pressemøde i dag advarede han om, at det er et Zaragoza-mandskab i topform de møder.

Zaragoza ligger inden weekendens kampe under nedrykningsstregen, men det lader Guardiola sig ikke snyde af. Han hæfter sig derimod ved, at lørdagens modstander har vundet deres tre seneste kampe. "Vi møder utvivlsomt Zaragoza mens de er på toppen. De er kommet ind i en god udvikling og har vundet over hold som Atlético de Madrid og Valencia. Jeg har set deres kampe og de spiller meget intenst. Det venter en hård kamp, for der står meget på spil" udtalte Barca's træner.

Sæsonen er inde i den afgørende fase og her mener Guardiola, at det altid er sværest at møde bundholdene i ligaen. "Når der kun mangler otte eller ni spillerunder, er kampene mod holdene nederst i tabellen altid de sværeste, for de kæmper for at redde sig. De er allerfarligst så længe de har muligheden for at blive i rækken. Zaragoza er et godt eksempel på, at man skal kæmpe så længe der er muligheder" fortsatte han med henvisning til, at Zaragoza før havde tolv point op til stregen og nu kun har fire.

Han ville ikke løfte sløret for, om der er nogle af de sædvanlige stamspillere, der vil blive sparet lørdag aften, men noget kunne tyde på det. "Der er nogle spillere der bedre end andre kan kapere de mange kampe og den anstrengelse det medfører. Derfor skal man passe lidt på. Når der er tre kampe om ugen, er der nogle af spillerne hvor man skal være mere forsigtig end med andre" sagde han videre.

I Champions League skal Barca møde Chelsea i semifinalen og her betragter de fleste Barca som storfavorit, men sådan ser Guardiola ikke på det. "Der er tale om et meget erfarent hold, med fantastiske spillere på alle måder. De er et af de store hold i Europa og i en kort turnering er de i stand til alt. Når man når til semifinalerne i Champions League, er der aldrig lette modstandere tilbage" var hans vurdering.

Guardiola var dog ikke meget for at tale om Chelsea, for inden da kommer der tre kampe i ligaen indenfor en uge. "Vi skal nok finde tid til at tale om Chelsea, men nu kommer der en krævende uge med tre kampe i ligaen, mod tre defensive modstandere, hvor vi skal være på mærkerne. Det er altid anstrengende at skulle angribe hele tiden og vi får at se hvordan vi klarer det. Derefter vil vi med fornøjelse tale om Chelsea" fortsatte han.

Forleden udtalte Mourinho med sarkasme i stemmen, at Barca nok skal komme videre til finalen i Champions League. Her hentydede han slet skjult til sine tidligere udtalelser om, at Barca får god hjælp af både dommerne og UEFA. Guardiola griber dog disse udtalelser ganske roligt an. "Jeg er meget taknemmelig for at Real Madrid tror vi er i stand til at komme til finalen. Jeg takker for tilliden" sagde han med et smil.

Han erkendte dog, at det nogle gange kan være svært ikke at reagere på de udtalelser der kommer om Barca. "Der er ting man ikke bør svare på og nogle gange må man bide sig selv i tungen, men sådan er det. Det er noget man må leve med" afsluttede han.
 
dkcat2
Chart.dk