| Real Madrid - FC Barcelona 1 - 1 |
| FCBARCELONA.DK - 16.04.2011 |
![]() FC Barcelona: Valdés, Alves, Puyol (Keita 56'), Piqué, Adriano (Maxwell 77'), Busquets, Xavi, Iniesta, Pedro (Afellay 67'), Villa, Messi Mål: 0-1 Messi, str. (53') - VIDEO, 1-1 Ronaldo, str. (81') Guardiola valgte noget overraskende at give Puyol en plads fra start til trods for, at Barca's anfører netop er vendt tilbage fra en tre måneders skadespause. Ellers var der tale om stærkest mulige opstilling og det viste, at Barca's træner ville fra Bernabeu med tre point og ikke allerede nu tænkte frem mod pokalfinalen på onsdag. Real Madrid overlod i overraskende grad initiativet til Barca fra start og det betød, at bolden klart var mest på catalanske fødder i indledningen. Hjemmeholdet spillede afventende og markerede deres modstandere tæt, hvilket udmøntede sig i en del frispark. Alligevel var det Madrid der kom til den første afslutning, da Ronaldo i det 9. minut sendte et direkte frispark lige i favnen på Valdés. Trods en klar overvægt i spillet havde Barca store problemer med at skabe noget farligt foran mål. Deres spil blev skæmmet af en del fejlafleveringer i opspillet og markeringerne på midtbanen gjorde det svært at få de velkendte kombinationer til at fungere. Man skulle hen til det 19. minut inden catalanerne var farlige for første gang, da Messi kom fri i feltet og forsøgte at loppe bolden over Casillas, men Madrids målmand pillede den ned uden problemer. Som tiden gik kom Madrid længere frem på banen og det gav dem et par hjørnespark der dog ikke udmøntede sig i noget farligt. I det 26. minut blev Villa spillet fri i feltet og fik prikket bolden forbi Casillas, hvorefter han blev nedlagt af Madrid-målmanden. Der var klart straffespark, men dommeren vinkede afværgende og dømte i stedet målspark, hvilket helt forståeligt affødte kraftige protester fra Barca's spillere. Det indbragte Piqué en advarsel. Kampen var mere intens end velspillet og begge hold arbejdede hårdt. Efter lidt mere end en halv times spil blev Barca's forsvar spillet tyndt, så Ronaldo var meget tæt på at komme helt fri til en stor skudchance, men en god indgriben af Adriano forhindrede det der lignede en sikker scoring til hjemmeholdet. Selvom det stadig var Barca der havde bolden mest, var det efterhånden Madrid der virkede farligst når de angreb. I det 43. minut var det dog tæt på en føring til catalanerne, da Messi trak godt på tværs af feltet og sendte et skud af sted, men Casillas var på plads og fik afværget. Hjemmeholdet svarede igen i halvlegens sidste minut efter et hjørnespark, hvor bolden endte hos Ronaldo. Han headede bolden forbi Valdés, men inde på stregen stod Adriano klar til en ny afgørende aktion, da han med hovedet fik ekspederet bolden væk. Der var Barca absolut ikke uheldige. Kort efter fløjtede dommeren til pause efter 45 intense minutter, hvor Barca havde haft bolden i 70% af tiden, men hvor det stadig stod 0-0. Real Madrid var meget tæt på at få en perfekt start på 2. halvleg, da Ronaldo i det 49. minut sendte et direkte frispark af sted der tog ydersiden af stolpen. Bare et par minutter senere gik hjemmeholdets Albiol galt af en lang bold og det var tæt på at bringe Villa fri foran mål. Albiol holdt fast i angriberen der tydeligt blev revet omkuld og denne gange pegede dommeren korrekt på 11-meter pletten. Da Madrid-spilleren samtidig var bagerste mand, fik han også det røde kort. Messi tog straffesparket og han sendte sikkert bolden i nettet til en 0-1 føring til catalanerne. Glæden varede dog kort hos Barca, for efter en lille times spil måtte Puyol lade sig skifte ud med noget der kunne ligne en fiberskade i baglåret og dermed ser det sort ud med hensyn til de kommende vigtige kampe for hans vedkommende. Keita blev sendt på banen i stedet, mens Busquets rykkede ned i det centrale forsvar. Barca kontrollerede begivenhederne uden de store anstrengelser og i det 61. minut sendte Xavi et godt langskud af sted der tog oversiden af overliggeren. Det var dog sparsomt hvad Barca forsøgte at skabe fremad banen. De koncentrerede sig mere om at holde bolden på egne fødder og det lykkedes for dem i lange perioder. Mourinho valgte at foretage et par offensive udskiftninger og det bragte langsomt hjemmeholdet mere ind i kampen. Især Adebayor fik skabt lidt uro i Barca's forsvar. 20 minutter før tid fik Barca dog muligheden for at lukke kampen definitivt, da Messi splittede Madrids forsvar og serverede bolden på et sølvfad for Villa, men Barca-angriberen mangler fuldstændig selvtillid for tiden og hans skud sad svagt lige på Casillas. Hjemmeholdet arbejdede hårdt for en udligning og kampen var utrolig intens. De var godt med trods en mand i undertal og Guardiola virkede tydeligt urolig ude på sidelinjen. 10 minutter før tid fik Real Madrid udbytte af det hårde arbejde, da Dani Alves kom for sent ned i tackling af Macelo, så brasilianeren faldt i feltet. Dommeren dømte straffe, en kendelse som Barca's spillere protesterede over, men tv-billederne viste at den godt kunne forsvares. Ronaldo udnyttede muligheden stensikkert og så var der udlignet. Målet gav Madrid-spillerne nye kræfter og de fortsatte den fremadrettede satsning i forsøget på at hente de tre point. Det var meget tæt på at lykkedes for dem i kampens sidste minut, da Adebayor fik en god skudchance, men Valdés hev en vigtig redning frem da der var mest brug for det. Temperamentet kogte hos begge holds spillere i de sidste minutter, der blev præget af en del spilstop, men der kom ikke flere mål i kampen, der dermed endte 1-1. Det er et resultat som Barca kan være bedst tjent med, men som kampen forløb, er catalanerne helt sikkert skuffet over, at de ikke evnede at køre sejren hjem med en mand mere på banen. |





