| FC Barcelona - Almeria 3 - 1 |
| FCBARCELONA.DK - 09.04.2011 |
![]() FC Barcelona: Pinto, Alves, Piqué, Milito (Pedro 53'), Maxwell, Mascherano, Thiago (Keita 64'), Xavi, Iniesta, Bojan (Villa 30'), Messi Mål: 0-1 Corona (49'), 1-1 Messi, str. (52') - VIDEO, 2-1 Thiago (63') - VIDEO, 3-1 Messi (90') - VIDEO Reservemålmand José Manuel Pinto blev i sidste øjeblik meldt klar efter hans ankelskade og han var derfor med i Guardiolas startopstilling. Her var den største overraskelse, at David Villa blev placeret på bænken til fordel for Bojan. I forsvaret var der gensyn med Milito i fraværet af Busquets, Puyol og Abidal. Barca satte sig på begivenhederne fra start og var i boldbesiddelse stort set hele tiden de første ti minutter. Spillet foregik dog i et meget lavt tempo og det virkede noget uinspireret det som catalanerne foretog sig. Almería stod tilbage på egen banehalvdel med et defensivt udgangspunkt, men efter den indledende fase hvor Barca kontrollerede kampen, kom gæsterne langsomt lidt mere med, hvilket bl.a. gav dem et par hjørnespark. Barca havde problemer med at komme frem til afslutninger og der skulle gå et kvarter før det skete første gang, da Bojan kom til baglinjen efter en god individuel aktion. Han spillede bolden ind i feltet hvor Thiago kom løbende og sendte bolden tæt over mål. Kort efter svarede Almeria igen med deres første afslutning, der dog slet ikke gav Pinto sved på panden. Barca begyndte langsomt at få lidt mere fart i spillet og Messi begyndte også at live lidt op, efter at have været helt usynlig de første 20 minutter. Det målsøgende spil fungerede langt bedre og det gav en god mulighed til Iniesta i det 26. minut, men han måtte se bolden stryge tæt forbi mål. Minuttet tog Messi på en sand slalomtur forbi fem Almería-spillere inden han afsluttede på mål, men her kom en modstander i vejen og blokerede til hjørne. Den aktion havde fortjent en bedre skæbne. Efter en halv times spil var Bojan uheldig i en tilfældig aktion, hvor han kom til skade med knæet og ikke kunne fortsætte. Guardiola valgte at sende Villa i aktion i stedet. Barca fortsatte de gode takter og i det 34. minut forsøgte Messi sig med et frækt skud fra en spids vinkel, hvor målmanden i sidste øjeblik fik bolden sendt til hjørne. Gæsterne var under pres i halvlegens sidste minutter, hvor først Xavi og kort efter Messi havde kvalificerede afslutninger, men det lykkedes ikke for Barca at komme på scoringstavlen de første 45 minutter. Barca var meget tæt på at få en perfekt start på 2. halvleg, da Villa blev spillet fri i feltet og fik afsluttet, men han måtte se bolden tage indersiden af stolpen, hvorefter den blev sparket væk. Minuttet efter blev Almería sat i gang med en kontra efter et boldtab af Barca. Det gik hurtigt frem af banen og her lykkedes det for Corona at komme helt fri, efter at Piqué var fanget fremme af banen. Almería-angriberen var sikker i sin afslutning, da bolden blev sendt forbi Pinto til en chokerende 0-1 føring til gæsterne. Der blev helt stille på Camp Nou, for pludselig lurede katastrofen. Det varede dog kun et par minutter inden publikum fik noget at glæde sig over. Milito sendte Villa af sted med en flot lang aflevering og her kom målmanden for sent ud og nedlagde Barca-angriberen i feltet. Dommeren var ikke i tvivl og pegede korrekt på 11-meter pletten. Messi tog straffesparket og bragte sikkert balance i regnskabet. Lige efter valgte Guardiola at foretage en offensiv udskiftning, da Pedro afløste Milito. Det betød at Mascherano gik ned i det centrale forsvar, mens Iniesta rykkede tilbage på midtbanen. Barca trykkede på speederen og Almería var presset helt i bund. Det burde have givet resultat allerede i det 55. minut, da en god aktion af Villa gav Pedro en stor chance, hvor han blot skulle sende bolden i det tomme mål, men skarpheden manglede og bolden endte i sidenettet. Barca fastholdt grebet om gæsterne og efter 63. minut kom det mål som tilskuere sad og ventede på. Messi lagde et hjørnespark ind i feltet, hvor Thiago energisk kom foran sin markering og fik drejet bolden i nettet med hovedet. Minuttet blev han klappet af banen, da Guardiola valgte at sende Keita i aktion i stedet. Efter scoringen satte Barca's spillere tydeligvis tempoet ned og de koncentrerede sig om at kontrollere kampen uden at bruge for mange kræfter. Spillet var ikke så målsøgende længere og derfor kom kampen ind i en periode uden de store begivenheder. Efterhånden som tiden gik begyndte Almería at satse lidt mere frem af banen i søgen efter en udligning. Gæsterne arbejdede hårdt for sagen og det lykkedes rent faktisk for dem at få sat Barca en smule under pres i kampens absolutte slutfase. Det gav dog samtidig mere plads til Barca's angribere og i overtiden begik en Almería-spiller en stor fejl der bragte Messi helt fri. Han løftede køligt bolden over den fremstormende målmand og så stod det 3-1 til catalanerne. Lige efter fløjtede dommeren af og Barca havde fået sejren og de tre vigtige point i hus, men måden det var sket på var ikke overbevisende. |





