FC Barcelona - Levante 2 - 1
FCBARCELONA.DK - 02.01.2011

Gol26
FC Barcelona: Valdés, Alves, Busquets, Abidal, Maxwell (Milito 76'), Mascherano (Thiago 48'), Xavi, Iniesta, Bojan (Keita 64'), Villa, Pedro

Mål: 1-0 Pedro (46') - VIDEO, 2-0 Pedro (58') - VIDEO, 2-1 Stuani (79')

Med fraværet af Piqué og Puyol var Guardiola tvunget til lave en del om på opstillingen til søndagens kamp mod Levante. Abidal fik som ventet den ene plads i det centrale forsvar og det betød, at Maxwell var med på positionen som venstre back. Noget overraskende var det Busquets der fik pladsen ved siden af Abidal og det gav plads til Mascherano på den defensive midtbane. I front I front betød Messis fortsatte feriefravær en sjælden plads i startopstillingen til Bojan. Xavi var også med fra start og det betød tangering af klubrekorden på 549 kampe i Barca's trøje.

Levante stillede sig frivilligt tilbage i en defensiv opstilling og det gav Barca et klart overtag fra første minut. Der skulle ikke gå lang tid før det brændte på for første gang, da Iniesta sendte et godt skud af sted, som målmanden reddede til hjørne med det yderste af fingerspidserne. Kort efter var det Villa der forsøgte sig med et langskud der gik et par meter forbi mål. Det lignede starten på en overkommelig affære for Barca, men som tiden gik begyndte der langsomt at komme grus i maskineriet. Der manglede præcision i afleveringerne og især Xavi virkede en del ved siden af sig selv. Meget spil foregik centralt foran Levantes forsvar og her havde Barca mere end svært ved at komme igennem.

Man skulle frem til det 24. minut før der igen blev skabt målchancer. Det var Bojan der slap igennem og kom forbi målmanden, men han måtte se sin afslutning afværget af en forsvarsspiller på selve målstregen. To minutter efter var det endnu tættere på, da Iniesta kom fri ved baglinjen og sendte bolden ind foran mål. Her var først en Levante-spiller tæt på at lave selvmål og derefter fik såvel Xavi som Alves muligheden for at sende bolden i nettet, men forgæves. Lige efter var gæsterne tæt på at chokere de mange tilskuere, da de for en sjælden gangs skyld kom op i Barca's felt og skabte en farlig situation, men Abidal og Valdés fik afværget i fællesskab. Barca sluttede halvlegen bedst, da først Pedro og derefter Abidal forsøgte sig, men det lykkedes ikke for catalanerne at få scoret inden dommeren fløjtede til pause efter 45 minutter hvor Barca aldrig var kommet op i de sædvanlige omdrejninger.

Barca fik en perfekt start på 2. halvleg, da Alves modtog bolden i kanten af feltet og køligt sendte den ind til Pedro, der efter et godt træk gjorde det til 1-0. Man kunne mærke lettelsen på tilskuerpladserne, for indtil dette tidspunkt havde Barca ikke imponeret. Få minutter efter blev Mascherano taget ud til fordel for Thiago og han behøvede kun to minutter på banen for at komme i centrum. Det skete da han sendte et godt skud af sted som målmanden tog sig af med besvær. Levante havde ikke givet op endnu og i det 54. minut kom Jordá til en god hovedstødschance, men heldigvis for Barca sad afslutningen lige i hænderne på Valdés. Det varede dog ikke længe inden Barca svarede igen, da Alves endnu en gang stod bag et godt oplæg til Pedro og også i dette tilfælde resulterede det i en scoring. Barca-angriberen sendte uimodståeligt bolden i nettet til hans andet mål i opgøret. Kampen syntes afgjort og Barca satte tydeligt tempoet ned og kørte bolden rundt i de sædvanlige kombinationer. Det virkede som om de kunne skabe chancer efter behov og i det 66. minut var Pedro centimeter fra et hattrick, da han efter godt sammenspil med Thiago sendte bolden på overliggeren.

Levante syntes groggy og Barca gjorde stort set hvad der passede dem, men uden at satse 100% frem af banen. En ny god aktion af Alves var tæt på at resultere i et selvmål og kort efter sendte Villa et direkte frispark over mål. Tiden gik uden at der var nogle problemer og et kvarter før valgte Guardiola at sende Milito på banen i stedet for Maxwell. Argentineren gik ind i det centrale forsvar, mens Abidal rykkede ud som venstre back. Miltio havde kun være på banen i få minutter, da han og Busquets gav Stuani alt for meget plads, så Levante-spilleren kunne sende et flot skud ind bag Valdés til en helt ufortjent 2-1 reducering. Der blev noget stille på Camp Nou, for nu var der pludselig spænding om kampens resultat. Levante fik blod på tanden og kom længere frem på banen en kort periode, men det varede ikke længe før Barca igen fastholdt kampen i et fast jerngreb. Der blev til gode muligheder til Pedro og Villa, men specielt fem minutter før tid var det tæt på, da Alves slap helt fri. Hans skulle blot sende bolden ind foran mål til en komplet fri Pedro, men pasningen blev upræcis og chancen løb ud i sandet. Levante satsede alt de sidste minutter, men det lykkedes ikke for dem at komme frem til afslutninger der kunne true Barca's sejr. Guardiolas og hans tropper fik derved den ønskede start på 2011, men det skete ikke på den mest overbevisende facon.
 
sablogo
Dedikeret server hosting by ABAKOMP Chart.dk