Vigtig sæson venter Dembélé

FCBARCELONA.DK - 16.07.18

Ousmane Dembélé kunne juble i Moskva i går efter den franske sejr ved VM, hvor han selv spillede en sekundær rolle. Nu venter der ham en afgørende sæson hos Barca, hvor der er store forventninger til ham.

Der var store forventninger til Dembélé, da han kom til Barca sidste sommer, men her gik det ikke som han selv og alle andre havde håbet på. Et par kedelige lårskader og problemer med at finde ind i spillet, gjorde sæsonen til en noget blandet fornøjelse for ham.

Det var dog nok til at få en plads i den franske VM-trup samt en plads fra start i to af gruppekampene. Her var det dog ikke meget der lykkedes for Barca-angriberen og derefter blev han reduceret til reserve. Både i semifinalen og finalen så han til fra sidelinjen i samtlige 90 minutter.

Nu venter der Dembélé fire ugers ferie, så det bliver først i midten af august, at han dukker op på Barcas træningsanlæg igen. Her venter der ham en vigtig sæson, for med status som klubbens næstdyreste indkøb nogensinde, kun overgået af Coutinho, er der store forventninger til ham.

Træner Ernesto Valverde skal have Dembélé til at spille en hovedrolle på holdet, så han sammen med Messi, Suárez og Coutinho, kan stå for den catalanske offensiv.

.:FORSIDE:.