Vermaelen fortryder han blev i Barca

Rune Stentoft - 13.11.17

I sommers var Thomas Vermaelen tæt på at forlade Barca, men Ernesto Valverde overbeviste ham om at blive. Belgieren har dog ikke spillet meget og det får ham til at fortryde, at han blev i Barcelona.

I det seneste transfervindue havde den belgiske landsholdspiller muligheden for at skifte klub, men i sidste endte valgte han at blive på Camp Nou. Nu fortryder Vermaelen at han blev i Catalonien, da han troede han ville få mere spilletid.

"I sommer troede jeg det ville være godt at blive i Barcelona, men når jeg ser hvordan situationen er nu har det ikke været tilfældet" sagde han til Het Laatste Nieuws fra den belgiske landsholdslejr.

Der er meget muligt, at Vermaelen forlader Barca i det kommende transfervindue. VM til næste sommer nærmer sig og for at komme med kræver det spilletid, hvilket han ikke får meget af hos catalanerne.

Et skifte til Anderlecht i hjemlandet har været nævnt, men det ønskede Vermaelen ikke at kommentere. "Det vil jeg ikke sige noget om, fordi sidst jeg talte om min fremtid blev mine ord taget ud af kontekst" sagde forsvarsspilleren.

Vermaelen har kun spillet 90 minutter med Barca i denne sæson. Det var i Copa del Rey på udebane mod Real Murcia. I fredags var der dog lidt oprejsning til den 31-årige belgier, da han fik fuld spilletid i Belgiens landskamp mod Mexico og han var glad for minutterne. "Jeg er glad for at spille for Belgien, især da jeg næsten aldrig spiller for min klub" afsluttede han.

 
.:FORSIDE:.