Valverde: "Vi skal se fremad i stedet for tilbage"

FCBARCELONA.DK - 12.08.17

Ernesto Valverde holdt pressemøde i dag inden søndagens supercup mod Real Madrid. Her talte han om fraværet af Neymar og holdets spillestil, ligesom der også blev spurgt til rygterne om Paulinho.

Få timer inden pressemødet kunne den catalanske presse fortælle, at Paulinho snart kan kalde sig Barca-spiller. ”Det kender jeg ikke noget til. Jeg ved at der nævnes mange spillere og sådan vil det være frem til den 31. august. Lige nu er der intet nyt, i det mindste ikke noget jeg er klar over. Paulinho er ikke med i morgen, for han tilhører en anden klub” gled Valverde af.

Herefter blev han spurgt, hvordan holdet vil klare sig i supercuppen uden Neymar. ”Jeg har mange spillere der er klar til at spille i morgen. Neymar er en stor spiller, men vi har stadig gode spillere tilbage. Det handler om at kigge fremad i stedet for tilbage. Vi må tilpasse os de spillere vi har, men det vigtigste er vores spillestil. Det skal vi holde fast i og blive stærkere” svarede han.

Barca og Madrid mødtes tidligere på sommeren i Miami og Valverde blev spurgt, om den kamp betyder noget for forberedelserne til søndagens kamp. ”Den kan vi ikke bruge som reference, for det var en træningskamp under nogle specielle omstændigheder. Nu er det mere alvorligt, for der står en titel på spil” var hans svar.

En journalist ville vide, hvordan Messi har det inden kampen. ”Leo har det godt og virker meget fokuseret. Han har haft en glimrende forsæson og vi forventer selvfølgelig det bedste fra hans side i morgen” sagde Barca-træneren.

Også Deulofeus sæsonstart blev han bedt om at vurdere. ”Jeg synes det går fint, men vi har kun kampen mod Chapecoense at dømme ud fra, så det er for tidligt. Vi må se hvordan det går når sæsonen kommer længere frem” sagde han.

Valverde mangler kun de skadede Rafinha og Vermaelen i truppen, så nogle skal vælges fra til søndagens kamp. Han blev spurgt, hvem det bliver. ”Alle spillerne gør det godt ved træningen, så det er en af de svære beslutninger, for vi kan kun spille med 11 mand og have en trup på 18. Der er dog nogle der skal tage beslutningen” kom det fra han,

Valverde blev spurgt, hvordan han gerne vil have, at holdet skal spille. ”Vi vil gerne være et hold der begejstrer mennesker, som det har været tilfældet de seneste år. Det er vores idé at styre kampen gennem boldbesiddelse og erobre den tilbage, når den er mistet. Vi vil gerne have at vores tilhængere er stolte, for det er dem vi repræsenterer” svarede han.

Til sidst blev han spurgt, hvornår han vidste at Neymar ville rejse til PSG. ”Det gjorde jeg, da han sagde det til mig. Jeg havde det på fornemmelsen, men jeg vidste intet med sikkerhed” afsluttede Barca-træneren.

 

 
.:FORSIDE:.