Valverde: "Vi fik et godt resultat"

Rune Stentoft - 21.02.18

Efter kampen mod Chelsea var det en tilfreds Ernesto Valverde, der holdt pressemøde for de fremmødte journalister. Her lagde han især vægt på det vigtige udebanemål, men gav også udtryk for, at det var en svær kamp.

"Jeg så et hold der gjorde det godt. Vi kom til et meget vanskeligt sted at spille. De er mestrene i England, men vi formåede at spille med fra start. Det var to forskellige spillestile, der mødte hinanden. Vi prøvede at styre kampen med boldbesidelse og de prøvede at slå kontra" indledte Barca-træneren.

"Vi spillede på Stamford Bridge, og ikke på Camp Nou. Vi havde gode minutter og de forsvarede godt. Vi kan tage et godt resultat med herfra, fordi vi ikke tabte" fortsatte han.

"Det er sandt, at de har gode spillere, som gjorde det godt mod os, men vi scorede, da vi var gode i anden halvleg. Vi manglede dog den sidste skarphed og skabte ikke nok store chancer, men ellers var det godt. Det var svært at finde rum mellem deres spillere på så lidt plads" sagde han videre om kampens forløb.

Herefter forklarede Valverde vigtigheden af Messis udlignende mål til 1-1. "Jeg lægger stor vægt på at vi fik scoret og det faktum, at resultatet i princippet bringer os i en favorabel position, men med deres stil kan de stadig skade os" sagde han.

Valverde blev også bedt om at forklare indskiftningen af Aleix Vidal, og hvorfor Ousmane Dembélé ikke kom i aktion. "Det er ikke tid til eksperimenter. Vi er på et afgørende tidspunkt i sæsonen og Dembélé har været skadet i lang tid. Aleix giver os noget, der kan være til nytte" forklarede han.

.:FORSIDE:.