Valverde: "Alle har svært ved at vinde på Anoeta"

FCBARCELONA.DK - 13.01.18

Ernesto Valverde har holdt pressemøde inden søndagens udekamp mod Real Sociedad. Her forudså Barca-træneren en svær opgave og han kom også med sin mening om nyindkøbte Yerry Mina samt om Arda Turan.

Barca har ofte haft problemer på Anoeta, hvor den tidligere Barca B-træner Eusebio er træner. "Eusebio ved hvordan man gør det svært for Barca. Det er en hurtig bane, hvor alle har svært ved at vinde. Nogle gange er der nogle baner, der er sværere end andre, men det hører historien til" sagde Valverde.

Real Sociedad ligger midt i tabellen, efter en noget blandet sæson, men det får ikke Valverde til at undervurdere baskerne. "Der er ikke den store afstand i tabellen mellem de to hold. Hvis de vinder et par kampe, er de med i kampen og pladserne i de europæiske turneringer. Vi ved hvad de står for, med godt spil, højt pres og intense i spillet, når de møder et hold der spiller som vi gør" fortsatte han.

Valverde blev spurgt, hvilke forventninger han har til nyindkøbte Yerry Mina. "Yerry Mina er spiller som klubben længe har fulgt. Han har en personlighed der passer til denne trup. Vi håber, at han hurtigt kan bidrage og vænne sig til et nyt hold og en anden liga. Vi må se, hvornår han får sin debut" var han svar.

Arda Turan vender tilbage til tyrkisk fodbold og det blev Valverde bedt om at kommentere. "Arda Turan besidder et stort talent og han har ikke fået de muligheder han gerne ville. Sådan har træneren besluttet det og vi ønsker ham det bedste fremover" sagde han.

En journalist ville vide, om købene af Coutinho og Mina gør holdet til bedste som Valverde har trænet. "Inden vinterens transfervindue, var jeg henrykt over de spillere jeg havde. Om det er det bedste hold jeg nogensinde har haft? Det hold jeg har, er altid det bedste" svarede han.

Han blev spugt, om der er flere spillere på vej væk. "Vi må se indtil transfervinduets sidste dag, om der er flere spillere der forlader os, men det er ikke noget vi skal tale om i dag" var svaret.

Barca trak i naboerne fra Espanyol i Copa del Rey, hvilket Valverde til slut blev bedt om at kommentere. "Vi møder Espanyol tre gange på meget kort tid, både i Copa del Rey og i ligaen. Forskellen på vores placeringer i tabellen har ingen betydning i disse derbis" afsluttede han.

 

 

.:FORSIDE:.