Ter Stegen har taget hul på VM-forberedelserne

FCBARCELONA.DK - 26.05.18

Efter at have holdt nogle fridage efter søndagens festligheder på Camp Nou, sluttede Ter Stegen sig i går til den tyske landsholdslejr, hvor forberedelserne til sommerens VM for alvor går i gang.

Ter Stegen har vogtet det tyske mål siden Manuel Neuer blev skadet til i september og ikke siden har kunne spille. Den tyske landstræner Joachim Löw forventer dog, at Neuer når at blive klar til slutrunden.

Det bliver derfor spændende at se, om Ter Stegen må tage plads på bænken når Tyskland møder Mexico den 17. juni, eller om han bliver belønnet for en flot sæson med en plads i målet.

Ter Stegen har vist ren verdensklasse i Barca-målet og det samme på landsholdet, så for ham gælder det om at holde niveauet, hvis Löw skulle pege på ham i slutrunden. Her mener mange, at det vil være for risikabelt at lade Neuer vogte målet efter så lang tid udenfor.

Måske man får et fingerpeg, når Tyskland den 2. juni møder Østrig i en træningskamp. Seks dage senere gælder det Saudi Arabien i holdets sidste testkamp, inden det går løs i gruppe F.

.:FORSIDE:.