Store ændringer på vej i Champions League

FCBARCELONA.DK - 27.03.18

UEFA er på vej med flere store ændringer til Champions League. En af ændringerne betyder, at klubberne må bruge købte spillere fra januars transfervindue, selvom de allerede har spillet i turneringen for en anden klub.

Man har tidligere allerede varslet ændringer i kamptidspunkterne for Champions League-kampene i næste sæson, lige som der også bliver foretaget ændringer i den måde man kvalificerer sig til turneringen på.

Nu afslører UEFA, at der er yderligere ændringer på. De er som følger:

1) Det vil være tilladt at bruge en fjerde udskiftning fra ottendedelsfinalen og frem til finalen, hvis den afgørende kamp går i forlænget spilletid.

2) I finalen må holdene inkluderer 23 spillere i deres trup og dermed have 12 udskiftere på bænken.

3) Klubberne må tilføje tre nye spillere til deres trup efter gruppespillet helt uden restriktioner. Det gælder også spillere, som har spillet i turneringen for en anden klub.

Især den sidste ændring kunne have haft stor betydning for Barca i denne sæson, hvis altså ændringen allerede var trådt i kraft. Her ville Barca nemlig have haft mulighed for at bruge Philippe Coutinho i Champions League slutspillet, selvom han tidligere på sæsonen spillede for Liverpool i gruppespillet.

Ændringerne træder i kraft allerede fra den kommende sæson.

.:FORSIDE:.