Semedo tager med til testkampene i USA

FCBARCELONA.DK - 17.07.17

På onsdag tager Barcas spillere af sted til USA, hvor der venter tre spændende testkampe mod stærke modstandere. Her vil nyindkøbte Nélson Semedo være med, selvom han reelt kunne have holdt lidt længere ferie.

Når Ernesto Valverde samler sine spillere til onsdagens afrejse mod New York, vil det være uden Ter Stegen og André Gomes i truppen. De to spillere har ferie indtil slutningen af juli på grund af deres deltagelse ved Confederations Cup i Rusland.

Også nyindkøbte Nélson Semedo var med Portugal i Rusland, så han kunne reelt også have krævet ferie som sin landsmand Gomes. I stedet vælger han onsdag at støde til Barcas trup, så han kan tage med til kampene i USA mod Juventus, Manchester United og Real Madrid.

Det bliver hans første møde med de nye holdkammerater, hvor han umiddelbart ikke kender nogen i forvejen, ligesom han hverken taler catalansk eller spansk. Der venter således den 23-årige højre back nogle krævende dage.

Både for Barca og Semedo er det en god nyhed, at han tager med til USA, for på den måde kan han hurtigere falde til på holdet og blive spillet ind på den højre back position, hvor holdet manglede en del kvalitet i sidste sæson. 

 
.:FORSIDE:.