Santiago Bueno blev officielt præsenteret

FCBARCELONA.DK - 17.02.17

Det var en nykåret vinder af det sydamerikanske U20 mesterskab der i går blev præsenteret i Barcelona, da det kun 18-årige forsvarstalent Santiago Bueno havde sin første dag i sin nye klub.

Uruguay har netop vundet det sydamerikanske U20 mesterskab og det skyldtes ikke mindst solidt spil i det centrale forsvar af Santiago Bueno, der nu endelig kan trække i Barca-trøjen.

Det er lidt over to uger siden at Barca officielt bekræftede, at man havde købt Bueno, men det var altså først i går, at han officielt blev præsenteret som ny spiller på klubbens ynglingehold. Det er dog planen, at han snart skal rykkes op på B-holdet for at fortsætte sin udvikling og indfri det talent han har.

Der er indgået en aftale der løber frem til juni 2019, men Barca har sikret sig muligheden for at forlænge med op til tre år mere, hvis man ønsker det.

Ved sin præsentation var det en glad Santiago Bueno der sagde sine første ord som Barca-spiller. ”Jeg er meget glad for at være her og har stor lyst til at træne og lære mine nye holdkammerater at kende, samt at spille fodbold. Det er det som jeg er kommet for. Jeg vil give alt for Barcelonas trøje” udtalte han.

 
.:FORSIDE:.