Robert Fernández kiggede på Eriksen i Madrid

Theis Brandt - 18.10.17

Tirsdagens opgør i Champions League mellem Real Madrid og Tottenham blev overværet af Barcas sportsdirektør, Robert Fernández. Han skulle angiveligt have kigget på Christian Eriksen og Davinson Sánchez.

I disse dage er der mange rygter omkring alternativer til Coutinho, hvis det ikke skulle lykkes Barca at hente brasilianeren til klubben. Ligeledes er catalanerne på udkig efter en erstatning for Mascherano, som forventes at stoppe i klubben til sommer.

Det skulle ifølge den catalanske avis Sport have fået Barcas sportsdirektør, Robert Fernández, til at lægge vejen forbi Santiago Bernabéu, hvor Tottenham tirsdag aften var på besøg. Her skulle han have kigget på danske Christian Eriksen og englændernes nyindkøb, Davinson Sánchez.

Tottenham leverede en fin indsats, og tog fra den spanske hovedstad med 1-1 i kufferten. Eriksen spillede ikke nogen synderlig god kamp, men det gjorde Sánchez derimod. Colombianeren var yderst solid i englændernes bagerste kæde og viste masser af prøver på både sin hurtighed og sin fysiske styrke. En meget alsidig og moderne midterforsvarer, som med sikkerhed har efterladt et positivt indtryk hos Fernández.

Der har efterhånden længe været rygter om Eriksen og Barca, og efter Fernández besøg i Madrid tirsdag må det siges, at Barca stadig holder øje med den danske midtbanemand.

 
.:FORSIDE:.