Puyol: "Messis forlængelse er godt for alle"

Rune Stentoft - 17.07.17

I et nyligt interview med den spanske radiostation, Cadena COPE, kommenterede Carles Puyol blandt andet købet af Marco Verratti og Nélson Semedo, samt Messis kontraktforlængelse.

For er par dage siden blev det officielt, at Barca har sikret sig den portugisiske højre back fra Benfica, Nélson Semedo. Det slår forhåbenligt endeligt en streg over catalanernes problemer på positionen siden Dani Alves forlod klubben. "Semedo ser ud til at være en virkelig god og ung spiller. Han har allerede gjort det fantastisk for Benfica og nu må vi se, hvordan han falder til i Barcelona. Jeg er overbevist om, at han vil gøre det godt" sagde Puyol.

Vedrørende købet af Marco Verratti er Puyol godt klar over, at det bliver svært at hente den elegante italiener til Camp Nou. "PSG er er et hold, som ikke vil sælge - de har ikke brug for pengene og det handler ikke kun om hvad du ønsker, men hvad du kan gøre. Men det er op til folkene i Barca, der har med indkøb af spillere at gøre, og der er stadig lang vej endnu på transfermarkedet" forklarede den tidligere Barca-anfører.

Til slut talte 'Puyi' om Messis nylige kontraktforlængelse, som han mener er godt for alle parter. "Det er godt for begge parter, for Barcelona og for Leo. Han er i sit hjem, tilhængerne elsker ham og han har det rigtig godt her. Jeg tror ikke, at der var noget andet muligt udfald" afsluttede Barca-legenden.

Carles Puyol nyder lige nu en tilværelse som spilleragent her tre år efter han trak sig tilbage fra fodboldtilværelsen på Camp Nou.

 
.:FORSIDE:.