Piqué sender ny stikpille mod Madrid

FCBARCELONA.DK - 21.04.17

Den altid ærlige og sommetider kontroversielle Gerard Piqué var torsdag ude med endnu en stikpille til rivalerne fra Madrid. Den kom som modsvar til Madrid-avisen Marca, som satte spørgsmålstegn ved Barca-tilhængernes hyldest af spillerne mod Juventus.

Tilhængerne på Camp Nou viste onsdag deres fantastiske format, da de i de døende sekunder af kampen mod Juventus hyldede Barca-spillerne. Det gjorde de på trods af, at catalanerne var på vej ud af Champions League.

Den fantastiske stemning og den flotte gestus fik uden overraskelse Madrid-avisen Marca til at forsøge at dreje historien i negativ retning. Avisen oprettede en afstemning om, hvor vidt det var på sin plads at hylde Barca-spillerne, når de blev slået ud af Champions League.

Afstemningen på Marcas hjemmeside fik straks Gerard Piqué til tasterne og inden længe havde han sendt en stikpille af sted i retning mod Madrid. "Det må gøre en lille smule ondt at se Camp Nou bifalde sit hold på trods af, at man ryger ud. De har vænnet sig til pibekoncert, selvom de spiller sig videre" skrev Piqué med henvisning til Real Madrid og de madrilenske fans.

Dermed har Piqué sendt bolden over til Real Madrids Sergio Ramos, med hvem han gennem hele sæsonen har haft en intens og underholdende ordkrig på de sociale medier. Nu er det blot at vente på, at Ramos sender bolden retur.

 
.:FORSIDE:.