Piqué: "Dembélé kommer altid for sent"

FCBARCELONA.DK - 20.05.18

Gerard Piqué er altid god for en frisk kommentar og i forgårs var ingen undtagelse, da klubben tog afsked med Iniesta. Her afslørede Piqué, at Dembélé har svært ved at møde til tiden når der skal trænes.

Piqué var på scenen da han blev spurgt om spillerne har en privat whatsapp gruppe, som han er administrator for. Det bekræftede han og forklarede, at det mest handler om praktiske kommentarer spillerne imellem.

"Det er godt at have denne gruppe, så vi kan fortælle Dembélé om mødetidspunkterne, for han kommer altid for sent" afslørede Piqué med et stort smil, mens Dembélé smilede noget beklemt på tilskuerpladserne.

Bemærkningen var sagt i sjov, men den bekræfter også rygterne om, at Dembélé ikke altid er så disciplineret. Han er tidligere blevet kritiseret for, ikke at leve som en professionel fodboldspiller bør gøre.

.:FORSIDE:.