fbpx
Annonce

Optakt: FC Barcelona - Eibar

FCBARCELONA.DK - 22.02.20

© Getty Images
// Eibar

Som dansk Barca-fan bliver det en helt speciel kamp i eftermiddag, når Barca med Martin Braithwaite i truppen, tager imod Eibar i ligaen. Læs her vores optakt til opgøret, hvor det kan blive til dansk debut.

Mens man i Danmark har enorm fokus på Braithwaite, er det andre ting der præger optakten til kampen i de lokale medier. Her er det behovet for point i duellen med Real Madrid i toppen af ligaen og de kommende kampe mod Napoli og netop Madrid, der fylder mest.

Barca har brug for de tre point, så de kan tage til Madrid om en uge, med chance for at tage førstepladsen i ligaen. Derfor vil alt andet end en sejr i aften være en kæmpe skuffelse og et stort skridt tilbage. Senere i aften spiller Real Madrid ude mod Levante.

Træner Qiuque Setién må dog samtidig have fokus tirsdagens uhyre vigtige Champions League kamp mod Napoli og det kan få indflydelse på hans dispositioner i dag. Måske det kan medføre debut til Braithwaite.

Dertil kommer, at såvel Umtiti som Lenglet kun er en advarsel fra karantæne i El Clásico om en uge, så spørgsmålet er om Setién tør sende dem i aktion i dagens kamp.

Da Barca-træneren udtog sin trup efter træningen i går var Braithwaite med, trods kun en enkelt træning med holdet. Der var også blevet plads til B-holdets Akieme i fraværet af den skadede Jordi Alba.

Truppen ser således ud: Ter Stegen, Neto, Semedo, Piqué, Umtiti, Lenglet, Junior, Akieme, Busquets, Rakitic, Vidal, De Jong, Arthur, Sergi Roberto, Messi, Griezmann, Fati og Braithwaite.

Eibar kæmper hårdt for at holde sig fri af nedrykningsstregen og det er specielt på udebane de har haft det svært, med blot én sejr i 12 kampe. Det er dog kun en måned siden, at de på eget græs hentede en overraskende 2-0 sejr over Atlético Madrid, hvilket vidner om stor styrke.

På sit pressemøde i går var Setién da også forsigtig i sin vurdering af kampen. 'Eibar er et af de hold, som spiller med stor intensitet og forsøger at presse os højt, så vi ikke kan spille bolden frem på vores måde. Vi har trænet hele ugen på at finde løsninger på denne udfordring' kom det fra ham.

På pressemødet sagde Setién samtidig, at Braithwaite ikke skal forvente at starte inde. 'Jeg er helt sikker på, at han kommer til at starte inde i nogle af vores kommende kampe, men det er nok for tidligt allerede i morgen. Der er mange ting og mange spilkoncepter, som vi skal forklare ham og som han skal lære' kom det fra ham.

Det er den erfarne José Luis Mendilibar der træner Eibar. Han er udmærket klar over, at Barca er næsten umulige at slå på Camp Nou. 'Vi har set hvad de har præsteret og det er som at se en skrækfilm, men hvis vi bare kan gøre noget godt og skabe noget farligt, vil det være fint. Vi er hverken bange eller tvivler på os selv' udtalte han i går.

Opgøret på Camp Nou fløjtes i gang kl. 16.00 og kan ses på TV2 Sport X.

.:FORSIDE:.