Optakt: Chelsea - FC Barcelona

FCBARCELONA.DK - 20.02.18

Der er lagt op til et brag af en kamp, når Barca i aften besøger Chelsea i den første af to Champions League 1/8 finaler. Læs her vores optakt til aftenens kamp på Stamford Bridge.

Barcas store mål er at vinde Champions League igen og skal det lykkes, skal Chelsea besejres over to kampe. I aften handler det om første kapitel, hvor Barca skal forsøge at komme fra London med et godt udgangspunkt til returkampen på Camp Nou i midten af marts.

Ernesto Valverde må se bort fra karantæneramte Nelson Semedo samt Coutinho, der ikke må spille for Barca i Champions League, men ellers står alle spillere til hans rådighed. For en sjælden gangs skyld er det en skadesfri trup som Barca-træneren råder over og han har taget alle mand med til London, suppleret med B-holdets målmand Ortolá. Med 21 udtagne spillere, skal tre sorteres fra senest en time inden kampstart.

Barcas trup ser således ud: Ter Stegen, Cillessen, Ortolá, Sergi Roberto, Aleix Vidal, Piqué, Umtiti, Vermaelen, Mina, Alba, Digne, Busquets, Rakitic, Iniesta, Paulinho, Gomes, Denis Suárez, Messi, Suárez, Dembélé og Alcácer.

På mandagens pressemøde lagde Valverde ikke skjul på, at han forventer en svær aften i London. "Det er en kamp der har fyldt meget for os. Vi har tænkt på den længe og vores mål er at komme videre i turneringen, men vi ved hvor svær en modstander Chelsea er. Starten på året har ikke været så god for dem, men de er kommet tilbage i de seneste kampe" sagde han blandt andet.

Også Chelsea-træner Antonio Conte var forsigtig på sit pressemøde. "Vi taler om en kæmpe kamp og en stor udfordring for os. Vi skal møde et af verdens bedste hold. Det bliver ikke nemt, for det er godt hold med nogle fantastiske spillere" kom det fra italieneren.

Kampen fløjtes i gang klokken 20.45 og kan ses direkte på TV3+. Opgøret kan også streames direkte her.

.:FORSIDE:.