fbpx
Annonce

Messis første besøg i 'Maradonas tempel'

FCBARCELONA.DK - 25.02.20

© Getty Images
// Lionel Messi // Napoli // Maradona

Messi eller Maradona? Hvem er bedst? I Napoli er man ikke i tvivl, for her er Maradona tilbedt på niveau med Gud og Jesus og det er hans tempel som Messi og holdkammeraterne gæster i aften.

Maradonas ånd hænger over Stadio San Paulo, hvor han i slutningen af 80'erne løftede S.S.C. Napoli fra en status som midter- eller bundklub, til at være blandt de bedste i Italien og Europa. To mesterskaber, en UEFA-cup og en pokaltriumf var den legendariske argentiner med til at skaffe holdet.

Selv den dag i dag, her cirka 30 år senere, er Diego Armando Maradona et ikon i den store og kaotiske by i Syditalien. På gader og stræder ser man billeder og små nærmest religiøse tavler med ham, som var han Jesus.

At Maradona ikke er glemt i Napoli så man også i 2017, hvor han blev udnævnt til æresborger ved en højtidelig ceremoni, der tydeligt påvirkede den beærede argentiner.

Derfor fyldte navnet Maradona også meget på pressemøderne i går, hvor Quique Setién og Gerard Piqué mødte pressen. De blev begge bedt om at sammenligne Messi med Maradona, noget som man skal være forsigtig med på de kanter, for her kommer ingen i nærheden af Napolis helt og legende.

Hjemme i Argentina har Messi har altid måtte se sig selv stå i skyggen af sin berømte landsmand, ikke mindst fordi Maradona nærmest ene mand vandt VM i 1986, men også fordi Maradonas uadvendte og temperamentsfulde personlighed står i skærende kontrast til den indadvendte og generte Messi. Der er ingen tvivl om, at tango-landet bedre kan identificere sig med Maradonas vildskab.

Det er Messis første besøg på Maradonas tidligere hjemmebane og her vil napolitanerne helt sikkert behandle Barca-spilleren med respekt. I ugerne op til kampen har det været et tema, om Messi måske ville overveje at følge i Maradonas fodspor og slutte karrieren i Napoli.

For Messi bliver det specielt, for han vil helt sikkert kunne fornemme den betydning Maradona har for Napolis fans på Stadio San Paulo. I et interview forleden så Messi frem mod kampen med store forventninger.

'Jeg har i lang tid haft lyst til at spille på dette stadion. Jeg glæder mig til at se, hvordan det er og det bliver helt sikkert en god oplevelse. Jeg kender til napolitanerne og ved hvor vilde de er med fodbold' udtalte han.

.:FORSIDE:.