Messi er Eibars onde ånd

FCBARCELONA.DK - 17.02.18

Når Barca i eftermiddag løber ind på Eibars hjemmebane Ipurua, vil der helt sikkert blive holdt godt øje med Messi. Argentineren har nemlig scoret hele 12 gange i de seks kampe de to hold har mødt hinanden.

Barca har besøgt Irupua tre gange og alle med sejre til følge, hvilket ikke mindst har skyldtes fantastisk spil af Leo Messi. 0-2, 0-4 og 0-4 er resultaterne fra de tre seneste sæsoner, hvoraf Messi har scoret halvdelen af målene. Han kom på tavlen i alle tre kampe.

Også hvis man ser på kampene på Camp Nou, har Messi været Eibars onde ånd. Tidligere på denne sæson nettede argentineren hele fire gange i 6-1 sejren over baskerne.

Om Eibar nu har bedre styr på Messi får man at se i eftermiddag, når kampen fløjtes i gang kl. 16.15.

.:FORSIDE:.