Medie: Inter kommer tilbage efter Rafinha i januar

Rune Stentoft - 14.09.18

Rafinha var udlånt til Inter i foråret i sidste sæson. Italienerne havde en købsoption på ham, men den udnyttede de ikke og derfor er han stadig i Barcelona. Nu forlyder det dog, at italienerne vil hente ham til januar.

Ifølge italienske og catalanske medier, herunder Calciomercato, er Rafinha stadig på blokken hos Inter. Han vil tilføre deres midtbane den kvalitet de behøver, specielt hvis de går videre fra deres Champions League-gruppe, hvor Barca også er med.

Spansk-brasilianeren strålede for Barca i sommerens forsæson, hvor han fik meget spilletid. Han bidrog også i den spanske supercup mod Sevilla, hvor han startede inde, men siden da har man ikke set meget til ham. Han er dog med i truppen til kampen i morgen mod Real Sociedad.

Rafinha selv vil gerne have fast spilletid, enten i Barcelona eller et andet sted. Dette standpunkt har han ikke skjult. Han var tæt på at skifte til Real Betis på transfervinduets sidste dag. Ifølge de lokale medier i Barcelona er han lige nu ikke meget for at forlænge sin kontrakt med Barca, som løber til 2020.

.:FORSIDE:.