Medie: FIFA afviser Neymars krav mod Barca

FCBARCELONA.DK - 12.02.18

Ifølge den spanske radiostation Cadena SER, skulle FIFA i sidste uge have afvist Neymars krav mod Barca, hvor brasilianeren kræver en loyalitetsbonus på op imod 40 millioner euro udbetalt.

Der finder som bekendt en kamp sted mellem Neymar og Barca. Catalanerne nægter at betale en loyalitetsbonus til angriberen, da man mener, at Neymar helt overlagt holdt sin aftale med PSG hemmelig blot få at få denne bonus udbetalt. Barca mener, at brasilianeren har brudt sin kontrakt med klubben og handlet i ond tro.

Neymar skulle senest have bragt sagen til FIFA, hvor han krævede, at organisationen gik ind i sagen, så han kunne få sine penge. I sidste uge skulle PSG-angriberen dog have fået et nedslående svar, da FIFA skulle have afvist hans krav mod Barca.

Det forventes fortsat, at sagen i sidste ende skal afgøres i retten, sådan som vicepræsident i Barca, Jordi Mestre, allerede har bekræftet. Her slog han fast, at catalanerne ikke har tænkt sig at betale en eneste euro til Neymar, men at man i stedet vil kræve 75 millioner euro af brasilianeren for at have brudt sin kontrakt ved at skrive under med PSG, før han var købt fri. Samtidig kræver man en stor sum penge for den økonomiske og sportslige skade, som Neymar forvoldte klubben ved at underskrive med PSG og med vilje holde det hemmeligt.

.:FORSIDE:.