Luna Christofi: "Eriksen er stadig et varmt navn"

Rune Stentoft - 14.02.18

I optakten til Champions League-kampen mellem Juventus og Tottenham på TV3+ tirsdag aften bekræftede Luna Christofi, at Christian Eriksen angiveligt fortsat følges tæt på Camp Nou, hvor han nævnes som en forstærkning til sommer.

Det gjorde hun efter, at man så et indslag med Liverpool-legenden Jamie Carragher, der vurderede, at Eriksen er lige under niveauet til at kunne spille i Barca eller Real Madrid. Efterfølgende stillede værten Peter Grønborg om til eksperten i spansk fodbold, der var med direkte fra Juventus Stadium, hvor hun afslørede, at den danske landsholdsspiller stadig følges tæt på kontorgangene på Camp Nou.

Luna Christofi blev spurgt til, hvor vidt hun ser en udvikling i den måde man ser Eriksen på i Spanien og her var svaret klart. "Ja, det gør jeg helt klart og den er helt parallel med den udvikling jeg også selv har set. Jeg husker tydeligt Christian Eriksen en af de første gange jeg mødte ham i Champions League på Bernabéu, da han spillede i Ajax, og han lignede en lille skræmt mus, der kiggede rundt på de her tomme tribuner, da de kom til stadion" sagde Christofi.

"Jeg har også mødt ham i dag og det er en helt anden Christian Eriksen, der går ind på banen, som kigger rundt med et stort overskud, er ude at mærke på græsset, og er super klar, og det er også sådan man ser på ham i Spanien" fortsatte hun.

"Robert Fernández, der er sportsdirektør i FC Barcelona, følger Christian Eriksen meget tæt. Han er jævnligt i England for at se ham og Paco Aguilar, som er chefredaktør på Mundo Deportivo og en meget velunderrettet herre, afviser under ingen omstændigheder, at det kunne komme på tale, at Christian Eriksen skal til FC Barcelona til næste sommer" forklarer hun.

Herefter blev Christofi spurgt til, om Barca overhovedet kan tænkes at gå efter Eriksen, når man lige har købt Coutinho. "Ja, altså hvorfor skulle man ikke kunne det? Det vil jeg slet ikke afvise. Jeg lytter meget til de kilder jeg har i FC Barcelona, og når de bliver ved med at tale om ham som et varmt navn, så ser jeg det som sandsynligt".

"Det er jo heller ikke nogen hemmelighed, at Andrés Iniesta, som stadigvæk er en afsindig vigtig spiller for FC Barcelona, ikke kan spille så mange minutter og så mange kampe længere. Christian Eriksen kunne vel dybest set være en fantastisk erstatning på sigt for ham" afsluttede Luna Christofi interviewet.

Christian Eriksen var tirsdag i aktion for Tottenham og her scorede han et meget vigtigt mål til 2-2 direkte på frispark efter 72 minutter af Champions League semifinalen mod Juventus.

.:FORSIDE:.