Luis Suárez: "Vi skal tro på os selv"

FCBARCELONA.DK - 17.02.17

Det var en optimistisk Luis Suaréz der holdt pressemøde i dag i forbindelse med et arrangement. Her forsikrede han om, at spillerne ikke har mistet troen på videre deltagelse i Champions League.

4-0 tabte Barca med i Paris, da holdet mødte PSG i tirsdags. Derfor var det oplagt, at Suárez blev spurgt til mulighederne for et historisk comeback i returkampen den 8. marts.

”Hvis vi skal fortsætte med at skrive historie med denne klub, skal vi klare os videre i returkampen. Hvis der et hold der kan gøre det, er det vores. Vi skal ikke miste modet, selvom vi i disse dage er lidt triste over situationen” svarede han.

Han kom også med opskriften. ”Hvis vi scorer to mål i de første 20 eller 45 minutter, vil humøret stige og med støtten fra vores tilhængere, kan vi komme videre. Hvis vi udfører vores del af arbejdet, kan vi gøre det” sagde han.

”Beskeden fra os er klar. Vi skal tro på os selv. Dette hold har skrevet historie med sine titler og ’tripletes’, men hvis vi lykkes med at komme videre nu, vil vi altid være en del af Barcas historie. Det bliver meget svært, men i fodbold er intet umuligt. Det er rigtigt, at vi er lidt nede i disse dage, men når returkampen skal spilles, vil vi give alt for denne trøje” kom det optimistisk fra ham.

Han blev spurgt om spillerne har tillid til Luis Enriques evner til at løse situationen. ”Vi er alle skyldige. Man skal ikke blot angribe én person. Når vi vinder, vinder vi alle og sådan er det også når vi taber. Vi har på ingen måde mistet tilliden til vores træner, tværtimod. Sammen er vi i stand til at komme videre” svarede han.

Han var ikke bleg for at erkende, at indsatsen denne sæson har været noget svingende indtil nu. ”Kampen i Paris var generelt dårlig og vi må acceptere, at de var bedre end os. I denne sæson har vi både oplevet op- og nedture. Vi skal finde den stabilitet vi havde for et og to år siden” afsluttede han. 

 
.:FORSIDE:.